Jesper Langballe er død

Den markante præst og tidligere folketingspolitiker fra Dansk Folkeparti er død i en alder af 74 år

Jesper Langballe er død. ARKIVFOTO
Drab 15. marts 2014 16:44 - Opdateret 15. marts 2014 17:06

KØBENHAVN: Politikeren, præsten og provokatøren Jesper Langballe er død.

Den tidligere folketingspolitiker fra Dansk Folkeparti døde i en alder af 74 år. Det bekræfter partiets pressechef, Søren Søndergaard, lørdag over for Ritzau.

Tidehvervspræsten Jesper Langballe blev valgt ind i Folketinget samtidig med sin fætter og præstekollega, Søren Krarup, i 2001.

Som sit partis udlændinge- og integrationsordfører havde Jesper Langballe en betydelig indflydelse på den borgerlige regerings flygtninge- og indvandrerpolitik under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Hans stramme linje over for flygtninge og indvandrere kostede ham i december 2010 10 dagbøder á 500 kroner, fordi han kom med følgende udtalelse om daværende formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard:

- Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres børn, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til.

Før karrieren som folkevalgt på Christiansborg arbejdede den journalistuddannede Jesper Langballe ved Jyllands-Posten fra 1964 til 1972. Herefter blev han uddannet præst og fungerede som sognepræst i Thorning.

Jesper Langballe sagde - ligesom fætteren Søren Krarup - farvel til Folketinget ved valget i 2011.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...