Udland

Jesse Jackson jr. indrømmer fusk med kampagnepenge

Jesse Jackson jr. græd stille, da han kom ind i retssalen i Washington, hvor han er tiltalt for bedrageri.

Jesse Jackson jr. indrømmer fusk med kampagnepenge

Den amerikanske demokratiske politiker Jesse Jackson jr., der er søn af den kendte borgerrettighedsforkæmper med samme navn, erklærer sig skyldig i en retssag, hvor han er anklaget for at have misbrugt 750.000 dollar (4,2 millioner kroner).

Pengene skulle være brugt på at føre valgkamp, men i stedet købte Jesse Jackson blandt andet børnemøbler, pelsjakker og et Rolex-ur i guld til sig selv.

Den 47-årige Jackson, som er far til to små børn, græd stille, da han kom ind i retssalen i Washington D.C.

Hans hustru, Sandra Jackson, som i forrige måned trak sig fra byrådet i Chicago, er også sigtet i sagen. Myndighederne mener, at hun har givet skattevæsnet falske oplysninger.

De to er blevet anset for at være et af de mest magtfulde par i Chicago. Begge har erkendt forholdene og indgået forlig, hvilket sikrer dem nedslag i straffene.

Jesse Jackson risikerer dog stadig at blive idømt op til fem års fængsel - den strengeste straf i sagen. Dommen vil blive afsagt den 28. juni.

- Vi er fortrøstningsfulde, og vi forventer rimelighed i processen, siger Jacksons forsvarsadvokat, Reid Weingarten.

- En person, som har bidraget så meget til samfundet og gjort så meget for så mange, fortjener at få noget igen, tilføjer advokaten.

Jackson er blevet tiltalt efter en omfattende efterforskning. Han gik af i november sidste år efter 17 år som kongresmedlem i Repræsentanternes Hus.

Problemer med helbredet var hans officielle begrundelse for at trække sig fra den politiske scene sidste efterår, men Jackson erkender nu, at han på det tidspunkt blev efterforsket af forbundspolitiet FBI.

Jesse Jackson jr's berømte far har foreløbig ikke kommenteret sagen.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.