Jessen afviser et comeback

AALBORG: Cheftræner Ryan Zinglersens farvel til Aalborg HSH til sommer efterlader et tomt sæde, men allerede i dag er en anden trænerkapacitet, 49-årige Per Jensen, tilknyttet holdet som en slags teknisk træner med flere kasketter på. Næste dribling synes derfor oplagt. - Nej, jeg er ikke på vej tilbage til et job som cheftræner, siger Per Jessen, der også deltog i HSH-truppens træning i aftes. Han kan se tilbage på 27 år i diverse trænerjobs for mænd i Aalborg KFUM, BI og Vadum samt elitehold hos kvinderne i Vorup FB (før skabelsen af Randers HK, red.), Ikast/Bording og FfI (før skabelsen af Fox Team Nord, red.). - Jeg har rumlet nok i bus i weekenderne. Jeg befinder mig fint i den nuværende rolle, hvor jeg stadig har et tag i håndbolden. Nogle gange kan man godt savne intensiteten omkring kampene, men jeg nyder også at have fri til andre ting i weekenderne, fastslår Per Jessen, der også er sportslig leder for Aalborg HSH's mandlige junior- og ynglingedivisionshold samt leder af den regionale talenttræning. Jan Larsen, sportschef i Aalborg HSH og tidligere træner i Vadum netop sammen med Per Jessen, siger: - Vi har ikke Zinglersens afløser kørt i stilling. Nu skal vi lige sunde os og tænke os godt om. Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev overrasket over det her og er først blevet orienteret om sagens udvikling inden for de seneste dage. Klausulen i kontrakten med Ryan Zinglersen betyder, at vi ikke får en pose penge fra Viborg HK. Nu har vi små 14 dage inden, vi skal spille Challenge Cup i Bosnien. Ryan har udført et godt stykke arbejde for os, og det var også derfor, vi forlængede kontrakten med ham for yderligere to år tilbage i januar. Aalborg HSH vil i Challenge Cup trække meget på Per Jessens store trænererfaring. Han har prøvet at spille europæiske kampe i sin tid som cheftræner for Ikast-kvinderne.jeri