Jesus: Barcelona kan ikke gå på vandet

FC Barcelona er ikke uovervindelig, siger Benfica-træner Jorge Jesus inden tirsdagens Champions League-kamp.

Jesus: Barcelona kan ikke gå på vandet

Benfica lurer på overraskelsen, når portugiserne tirsdag aften får besøg af mægtige FC Barcelona i Champions Leagues gruppe G.

For trods en sæsonstart præget af næsten lutter sejre kan Barcelona ikke gå på vandet, mener Benfica-træneren med det meget passende efternavn Jesus.

- I Champions League-turneringen kan der altid ske overraskelser, siger Jorge Jesus ifølge Reuters.

- Sidste år spillede vi uafgjort to gange mod Manchester United. Vi gik videre fra gruppespillet, det gjorde United ikke. Det er fodbold. Der er ingen uovervindelige hold, og på en god dag for os og en mindre god dag for Barcelona kan vi vinde, siger træneren.

Jorge Jesus har dog stor respekt for Barcelona.

- De er ikke blot favorit til at vinde vores gruppe. Barcelona er favorit til at vinde hele turneringen. I teorien skal vi, Celtic og Spartak Moskva kæmpe om andenpladsen i gruppen, siger Jorge Jesus.

Benfica står noteret for et point efter første spillerunde, da det blev til 0-0 ude mod Celtic. Barcelona var udfordret mod Spartak Moskva hjemme på Camp Nou, men vandt til sidst 3-2 over russerne og fører gruppen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.