Jesus og det rød- bedefarvede pas

Det er tilsyneladende kommet på mode at føle sig krænket.

Og nej, i denne sammenhæng tænker jeg hverken på de mange kvinder, der gerne vil ind i bestyrelseslokalerne, eller de homoseksuelle par, som gerne vil ind i folkekirkens ritualbog. De får fred i denne omgang. Derimod tænker jeg på dem, der øjensynligt ser det som deres kald her i verden at vende hver en (Jelling)sten i vores fælles kristne kulturarv for at finde noget at smide på nyateismens flammende bål. Desværre skal der med beredvillig assistance fra tidsånden og fra leflende politikere og menneskerettighedsjurister, såmænd nok blive holdt gang i gløderne en rum tid endnu. Senest har en dansk direktør fra Roskilde fået en hel del omtale i medierne, fordi han efter eget udsagn føler sig krænket af en karikaturtegning i det rødbedefarvede danske pas. Personligt må jeg indrømme, at jeg ikke kigger i mit pas hver dag, så da jeg læste overskriften om den åbenbart krænkende Jesus-lignende figur, måtte jeg da lige tjekke efter i mit eget pas. Tænk nu, hvis der rent faktisk havde sneget sig en provotegning af Jens Jørgen Thorsen eller en lignende kunstner ind i mit pas, det ville jo være noget snavs, som jeg nødvendigvis også måtte føle mig vældigt krænket over. Jeg havde dog ikke overset en tegning af Jens Jørgen Thorsen. Udover et ungdommeligt portræt af mig selv er der såmænd kun et harmløst udsnit af Jellingstenen i mit pas. Jeg må medgive direktøren fra Roskilde, at udsnittet fra Jellingstenen utvivlsomt skal forestille Jesus, om end der her er tale om en mere kulturkristen variant af Jesus Kristus, end dem man ofte ser rundt omkring i kirker, sognegårde og missionshuse. Men direktøren føler sig alligevel krænket, og vil have tegningen fjernet fra det danske pas. Man kan godt undre sig lidt over, at det først er nu han føler sig krænket. Tegningen har jo trods alt siddet i passet i rigtig mange år, og på Jellingstenen i endnu flere år. Hvis man i ramme alvor kan blive krænket af en Kristus-figur i et pas, tilmed et billede som stammer fra noget af det mest danske, vi vel overhovedet har, nemlig Jellingstenen, så tyder det på, at der ingen grænser er for, hvad sarte ateister kan føle sig krænket over. Gad vide hvad det næste bliver. Måske skal vi også have erstattet Dannebrog med et ensfarvet rødt eller hvidt flag. Korset i midten er vel også for stærk kost for direktøren fra Roskilde og hans lidelsesfæller? For mig at se er sagen om Kristus-figuren i det rødbedefarvede pas, et godt eksempel på, at den største trussel mod kristendommen og den kristne, danske kulturarv, ikke er islam, men derimod den tiltagende nyateisme blandt danskerne. Jeg håber ikke, at politikerne i deres leflen for tidsånden, lader sig narre af sådanne ny-ateistiske angreb på vores fælles danske kulturarv. Med fare for at krænke direktøren fra Roskilde og andre af hans ny-ateistiske kampfæller, drister jeg mig alligevel til at slutte denne artikel med to velmente, men langt fra værdineutrale ord: Glædelig påske! Christian Steen (f. 1977) er uddannet Cand. mag. i Samfundsfag og Psykologi fra Aalborg Universitet. Arbejder til dagligt som specialkonsulent i en større privat organisation. Næstformand for Venstre i Hals. Tidligere medlem af Videnskabsetisk Komité for Region Nordjylland. Klummeskribent for NORDJYSKE siden 2004.

Forsiden