Jetsmark bestod manddomsprøve

Fodbold 22. april 2003 08:00
DALUM JETSMARK 1-1 FODBOLD, 2. DIVISION DALUM: - Jeg er stolt af mine spillere. De bestod manddomsprøven i vores første kamp mod et af de absolutte tophold i foråret, siger Henning Pedersen, Jetsmark-cheftræner. Jetsmark-mandskabet har nu hentet 11 point i forårets fem første kampe, og holdet har endnu ikke tabt i 2. division under Henning Pedersens ledelse fra sidelinjen. - Vi var endda tæt på at score til 2-1 med fem minutter igen, da Kent Hangaard slap helt alene igennem i et kontraangreb. Han fik også sendt bolden forbi Dalum-målmanden, men den sneg sig desværre lige forbi den ene stolpe, fortsætter Henning Pedersen. Gæsterne kom foran midt i anden halvleg, da Søren Møller for anden kamp i træk fandt vej til modstandernes netmasker. Det skete denne gang efter flot forarbejde af indskiftede Christian Bjerg, der spillede bolden frem til Kent Hangaard, som sendte bolden videre ind foran mål til Søren Møller. Minuttet efter var der dog balance i regnskabet igen, da Dalum udlignede på hovedstød, da bolden blev forlænget videre til fjerneste stolpe på et hjørnespark. Dalum, der vanen tro spillede meget velorganiseret og struktureret op ad banen, trykkede voldsom på de første 20 minutter godt hjulpet på vej af en kraftig medvind, men Jetsmark åd sig mere og mere ind i kampen. Efter en halv time misbrugte Jetsmark-anfører Jan Steffensen en stor chance, da han på næsten uforklarlig vis evnede at sende bolden over mål fra en halv meters afstand. Dalum kom til et par pæne chancer før pausen, men Claus Svendsen var på sin plads i Jetsmark-målet.jeri Kampfakta: Stillingen ved pausen: 0-0. Mål: 64. minut: 0-1 Søren Møller. 65. minut: 1-1 Morten Bay. Jetsmark, 4-4-2: Claus Svendsen - Morten Hüttel, Jan Steffensen, Torben Andersen og Andreas Overgaard - Thomas Bagger (60. minut: Christian Bjerg), Allan Kjeldsen, Boje Andersen og Claus Vestergaard - Kent Hangaard og Søren Møller (75. minut: Brian Lassen). Tilskuere: 341.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...