Jetsmark IF fangede lynet

Simon Josefsen klar for de grønblusede i 2. division

PANDRUP:Mens FC Nordjylland (FCN) smuldrer er andre klubber ude med støvsugeren efter krummerne. Lørdag fangede Jetsmark IF så en af de store krummer, for selv om Simon Josefsen rent fysisk ikke rager meget op på fodboldbanen, så er han spillemæssigt en af de største fra FCN. Allerede lørdag eftermiddag fik han såmænd debut for de grønblusede 2. divisionstropper, der skulle have mødt netop FCN i en træningskamp, men i stedet mødte Frederikshavn fI's kvalfikationsrækkemandskab. Simon Josefsen viste sin hurtighed og direkte spillestil uden dog direkte at komme på scoringstavlen. Han fik dog fremtvunget et straffespark, som Troels Jensen omsatte i en 1-0 føring. Senere scorede Bo Zinck til slutfacit 2-0. Tilfreds træner - Han er en fantastisk hurtig og meget direkte og pågående spiller, som vi har arbejdet på at få i meget lang tid. På det personlige plan er han også én, der falder nemt ind i vores trup, siger en tilfreds Henning Pedersen. Jetsmark-træneren har på bare ét år sagt farvel til tre stærke angribere, da Kent Hangaard sidste år blev fodboldinvalid, hvorefter Glenn Gundersen og Søren Møller efter den forgangne sæson valgte at drosle ned på karrieren. - Men vi kunne da stadig godt styrke os på den offensive del af banen, erkender cheftræneren, der dog ikke vil sige noget om eventuelle forhandlinger. - Jeg siger ikke, at vi er færdige med at hente spillere, men hvis vi skal have flere spillere, så skal det være nogen, der flytter noget i forhold til de spillere, vi har. Det skal være stærke spillere, understreger han. Knudsen i hopla Han har hentet en i hvert fald fysisk stærk spiller i Arne Knudsen, der er skiftet fra Hobro. Arne Knudsen spillede hele kampen mod FfI. Her viste han lidt af den klogskab, som i Henning Pedersens øjne gør ham til en naturlig arvtager efter Allan Kjeldsen. Kampen mod FfI var i øvrigt seneste træningskamp for Jetsmark, der har en pokalkamp ude mod divisionskollegerne fra Holstebro på tirsdag før turneringsstarten i næste weekend.toto