Jetsmark-målmand føler sig frosset ud

Kim Nielsen uønsket i klubben der i fjor gjorde ham til årets spiller

Nørresundby 20. marts 2003 07:00

PANDRUP: Den 25-årige divisionsmålmand i fodbold, Kim Nielsen, er færdig i 2. divisionsklubben Jetsmark. - Den ny træner, Hening Pedersen, har ringet og sagt, at jeg ikke skal komme mere, og det er jeg ærlig talt lidt rystet over, lyder det fra Kim Nielsen, som gerne vil erkende, at han har savnet en klar udmelding fra Henning Pedersen - og forsøgt at få træneren til at melde ud - efter at Jetsmark IF har fået målmands-tilgang af lejesvenden Claus Svendsen fra FC Nordjylland. - Vi spillede 0-0 i en træningskamp mod FC Nordjylland, og jeg blev skiftet ud i pausen. Det var jeg lidt utilfreds med, og jeg har ikke kunnet få Henning Pedersen til at sige, hvem der nu er hans førstevalg på målmandsposten. - Det er helt fint, at der er blevet konkurrence om pladsen, og det er også fair nok, hvis en ny træner vil satse på en anden type. Jeg mener bare, at 14 dage før sæsonstarten, da må der være en prioritering. - Jeg fik i stedet at vide, at jeg måtte gå hjem og tænke over, hvad jeg ville. Jeg forlod træningen med noget feber, og efterfølgende - inden jeg får mulighed for at reagere - bliver jeg så ringet op af træneren og får den besked, at jeg ikke skal komme der mere. - Nu har jeg trods alt spillet halvandet år i klubben, blev i fjor kåret til årets spiller og har efterhånden 80 divisionskampes erfaring. Jeg havde sådan set besluttet mig til at fortsætte i hvert fald frem til sommerferien i Jetsmark, efter at jeg synes, det hele i efteråret kom til at køre bedre og bedre. - Men nu må jeg ud og finde mig en ny klub, lyder det fra Kim Nielsen, som kom til Jetsmark fra Nørresundby. Jetsmark-træner Henning Pedersen: - Jamen jeg har sådan set ingen kommentarer til sagen. Han siger, at når der kommer nye folk til klubben, så er situationen ikke anderledes på målmandsposten end på alle øvrige pladser. Nu er Claus Svendsen det naturlige førstevalg, med Hans Henrik Buus fra andetholdet som gardering. - Men vi har jo også Claus Ottosen som målmandstræner, og han vil i givet fald også kunne træde ind. Han er nu begyndt at optrappe træningen, lyder det fra Henning Pedersen, som føler sig godt garderet på den sidste skanse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...