Fodbold

Jetsmark ramte bunden

Træner retter sønderlemmende kritik mod holdet

ÅRHUS:- Jeg har aldrig set dette hold spillere dårligere. Det var meget, meget dårligt. Ordene kommer fra Jetsmark-træner Henning Pedersen, der netop har set sit hold yde en pinlingt ringe indsats mod Århus Fremad på Riisvangen Stadion. - Vi har slet ingen kommunikation, og vi gør intet for at gøre hinanden gode på banen, siger den skuffede træner, der ikke lægger skjul på sin vrede. - Det mindste man kan forlange på dette niveau er, at man kan se sig selv og hinanden i øjnene i omklædningsrummet efter kampen, men det kunne vi ikke i dag, siger han. Det startede ellers meget godt for Jetsmark, der kontrollerede en ualmindeligt kedelig første halvleg - indtil en heldig Århus Fremad scoring to minutter før pausen. Men så gik det hurtigt den forkerte vej. Sammenbrud på banen Jetsmark benyttede pausen til at satse med en offensiv indskiftning, men lige lidt hjalp det. Keeper Claus Svendsen droppede fælt ti minutter inde i halvlegen - iøvrigt for anden weekend i træk - og så var skæbnen beseglet. Århus Fremad Jetsmark 3-0 Fodbold, 2. division - Vi gik helt i opløsning. Det bedste billede på vores indsats er nok to episoder, hvor vi har frispark og kan lægge bolden ind i feltet, hvor alle mand er klar. Men vi sjusker bolden væk, inden vi får lagt bolden ind, fortæller Henning Pedersen. Der må have været dårlige vibrationer i Jetsmarks spillerbus på returrejsen mod Nordjylland, men Henning Pedersen vil i den kommende uge gøre et forsøg på at vende skuden. Det er sidste chance, mener han. - Enten kan vi slå op i banen og bare være glade for, at vi ikke kan rykke ud - eller også må vi spille for vores stolthed. Vi må indgyde noget stolthed i hinanden, siger han. Storvask på vej Nu står den allerførst på storvask mandag, hvor spillertruppen mødes igen. Her skal der renses ud på et krisemøde inden træningen begynder. - Vi må kigge hinanden i øjnene og rense luften. Jeg vil selvfølgelig sige nogle ting, men det er mest spillerne indbyrdes, der trænger til at snakke, siger Henning Pedersen. Han frygter en lussing af de grimme i næste weekend, hvis piben ikke får en anden lyd. - Vi skal møde Holbæk, og de kører os simpelthen over, hvis vi spiller lige så dårligt som i dag, siger den skuffede Jetsmark-træner, der venter en hård arbejdsuge på træningsbanen. Kampfakta: Pausestilling: 1-0 Mål: 43. min 1-0 Thomas Pedersen, 55. min 2-0 Anders Jensen, 83. min 3-0 Anders Jensen. Dommer: Henrik Overgaard. Tilskuere: 201 tilskuere på Riisvangens Stadion.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst