Fodbold

Jetsmark tabte 3-0 til Hørby på udebane

PANDRUP:Jetsmark tabte weekendens udekamp i serie 2 mod Hørby med 3-0. Alt var, som det skulle være før kampen - en god optakt, hvor man var enige om, hvordan Hørby skulle spilles. Samtidig var man også enige om, at 1 point ikke kunne bruges til noget, så det var bare fremad banen. Hørby havde åbenbart forberedt sig på denne taktik, for de stod langt tilbage på banen. Naturligt nok havde JIF det meste af spillet og i det 22. minut blev Jonas Lassen spillet helt fri med Hørbys målmand, men en kombination af en halvskidt afslutning og en god redning af målmanden gjorde, at den store chance løb ud i sandet. Symptomatisk for JIF i denne sæson var det Hørby, der 10 minutter efter slog kontra og scorede til 1-0 efter et forsvarskiks. Samme situation opstod 5 minutter senere og hjemmeholdet var foran 2-0 ved pausen. På baggrund af spillet i 1. halvleg var det helt misvisende at det var Hørby der førte, men JIF tilspillede sig kun 3 reelle chancer i hele opgøret og det er alt for lidt hvis man skal vinde kampe. I pausen blev de enige om at satse og gå endnu længere frem på banen. Og hvis ikke det var lykkedes at komme ind i kampen den første halve time ville man gå over til at spille høje bolde op i Hørbys felt. Det fik JIF heller ikke noget ud af, og i stedet var det Hørby der i det 80. minut kunne slå sejren fast med målet til 3-0. Det kunne endda have gået meget værre for JIF hvis ikke det var for holdets målmand Dennis Stevn, der reddede gang på gang. Efter kampen var træner Jan Vrensted noget frustreret. - Vi gør alt det rigtige ude på banen, men evner ikke at skabe nok chancer. Vi betaler prisen for at være 2. hold, hvor det er forskellige spillere fra gang til gang. Vi kan ikke som de andre hold øve spilsituationer på træningsbanen, da mange af spillerne er en del af 1. holdstruppen, slutter træneren. JIFs bedste spiller blev midtbanespilleren Martin Christensen. Holdet spiller næste kamp søndag på hjemmebane mod Åbybro.