Jetsmark trak i nødbremsen

Forårets lange rutsjetur bremset med sejr over Slagelse

Jetsmark-Slagelse2-1 (0-0) Fodbold, 2. division PANDRUP: Helt tilbage til 3. april vandt Jetsmark sidst en hjemmekamp. Iøvrigt var det indtil 2. Pinsedag også forårets eneste sejr. Et forår, som har sendt vendelboerne på en gevaldig rutsjetur fra toppen mod bunden. Bunden blev aldrig nået, selv om det spillemæssigt i perioder af mandagens opgør mod Slagelse var mildt sagt kedeligt. Kun det vidunderlige vejr kunne holde tilskuerne varme og på plads på Jetsmark Stadion. Og i tabellen undgik Jetsmark også at skrabe bunden, da det magre forår for en stund blev glemt med en fuldt fortjent 2-1 sejr, som dog først kom i hus på en gevaldig slutspurt. Et kvarter før tid så det nemlig sort ud for hjemmeholdet, da Bøje Lundtoft med lidt for høj armføring blev ramt af bolden i det kriminelle felt. På en meters afstand kunne han ikke nå at flytte den flagrende arm, så korrekt straffespark og føring til de sjællandske gæster. - Det var ikke med vilje, men jeg havde brugt armene til at trække mig op til hovedstødet, lød det beklagende fra den uheldige Jetsmark-spiller. Dét vækkede et ellers ind imellem slumrende hjemmehold, som indtil da havde løst de defensive opgaver til ug, men manglet en del af de offensive kvaliteter, som i efteråret gav garanti for underholdning på Jetsmark Stadion. Forløsningen kom, da Thomas Gaede med et bragende hovedstød dirigerede et frispark fra Tonny Jensens fod direkte ind i netmaskerne vbag en chanceløs Brian Flies i Slagelse-målet. - Det var da ikke det ringeste kamp at score sæsonens eneste mål i, lød det med et svedent grin fra målscoreren, som påstod, at han havde lukket øjnene, da pandebrasken kanonerede bolden ind i rusen. Lukkede øjne havde matchvinder Søren Møller ikke, men alligevel kunne han ikke se netmaskerne, da han sikrede hjemmeholdet den første sejr i næsten to måneder. Han stod nemlig med ryggen tilog saksesparkede bolden ind bag Brian Flies. - Den rammer en af mine forsvarsspillere i ryggen og bliver rettet af, så jeg har ikke en chance, mente Slagelse-keeperen, som tidligere har vogtet nettet for både FC København, Næstved, Lyngby og AB på Superliga-niveau. Søren Møller var ligeglad. Den indskiftede Jetsmark-angriber gjorde det, som han er bedst til. Og så kunne jublen endelig bryde løs på Jetsmark Stadion blandt de trofaste tilskuere.toto Kampfakta: Mål: 76. minut: 0-1 Jesper Nielsen (straffespark). 83. minut: 1-1 Thomas Gaede. 85. minut: 2-1 Søren Møller. Jetsmark - 4-5-1: Kristian Kirk - Tonny Jensen, Allan Kjeldsen, Jan Steffensen, Andreas Overgaard - Gökmenn Yigen (72. minut: Christian Bjerg), Thomas Gaede, Bøje Lundtoft, Torben Andersen (77. minut: Søren Møller), Frands Boe Johansen (87. minut: Lars Christensen) - Glenn Gundersen. Advarsler: Lars Christensen, Jetsmark, samt Simon Jørgensen og Jimmi Jensen, begge Slagelse. Dommer: Claus Krupsdal. Tilskuere: 196 på Jetsmark Stadion.