Jette realiserede sin drøm

Eventyrlyst og stædighed betaler sig altid - også i Sydfrankrig

9
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jette og Martin Stubberup på terrassen i Rue Nicaud no. 1 – så er der frokost – og Banjul-vin, der går glimrende til foie gras'en.

I Rue Nicaud no. 1 stod et lille hus og ventede … på at blive opdaget… og ganske som i eventyrene, sker de gode ting, når man mindst venter det… ”Pyrenée Orientale - hus til salg i Sydfrankrig – pris og telefonnummer”. Sådan lød en lillebitte notits i en landsdækkende morgenavis. Dén blev startskuddet til et ferieeventyr og en innovativ importvirksomhed, der nu kan skaffe danskerne tag over hovedet i mange år – på en helt ny og konstruktiv måde. Historien startede dén dag, Jette og Martin Stubberup Kristiansen som sædvanligt sad og læste søndagsaviserne igennem – og snublede over en lille rubrik-annonce, der fortalte om et hus, der var til salg i Ille Sur Têt i Frankrig. - Da jeg så de tre linjer med telefonnummeret, sagde jeg til Martin: hér er huset – det køber vi. Og jeg snakkede om det HELE dagen. Fra barn af har jeg altid følt, at jeg var født på de forkerte breddegrader – og at det i virkeligheden er i Sydeuropa, jeg hører til. Når vi passerer Lyon skifter både stemning og klima – og jeg tænker: nu er jeg hjemme, siger Jette Stubberup. Forud var gået en aftale, hvor Martin og Jette var blevet enige om, at det var på tide at følge drømmen – måske. - Jeg er praktiker, så stuegulvet blev dækket af gule Michelin-kort, der viste kystlinjen gennem Frankrig op til Italien. Infrastrukturen skal være i orden, og skulle vi have et hus, var det i en rimelig afstand af en lufthavn – for på et eller andet tidspunkt bliver man træt af at køre langt. Og motorvejen skulle heller ikke være langt væk. 14 dage senere fandt Jette så sin lille 15 mm annonce i bare én spalte, siger Martin Stubberup. Inden da havde han også orienteret sig om de meteorologiske forhold via sin gode ven – geologen HP. Han kunne fortælle, at der var noget, som hedder mikroklima – hvilket betyder, at man kan have godt vejr året rundt ét sted – og fem kilometer længere henne af hjulsporet kan det regne halvdelen af året – på grund af bjergkæderne. Men HP sagde god for vejret i Ille Sur Têt. Imens ringede og ringede Jette og Martin forgæves en hel påske – og blev mere og mere ivrige. Mandag efter påske var der så endelig hul igennem. - Da telefonen blev taget, sagde jeg bare: dét hus, I har til salg, vil jeg gerne købe. Men sælger fortalte, at der var allerede nogen dernede, for at kigge på det og flere var på vej. Ingen havde imidlertid fået forkøbsret på huset, så jeg sagde bare, at vil ville købe det hér og nu – ubeset. Da jeg ringede og fortalte det til Martin, blev han godt nok lidt stille... Nå, men på Internettet fandt jeg hurtigt en slutseddel, og så ringede jeg til advokat Bent for at høre, om dén også holdt i byretten, siger Jette Stubberup. Da advokaten havde sundet sig lidt svarede han: - Ja, den holder – men du er godt nok den eneste, der kan finde på at downloade en slutseddel og købe noget ubeset. Købte huset ubeset - Impulsivitet har aldrig holdt mig tilbage. Så var dén på plads. Men sælger havde ikke tid til at mødes med os, for de skulle passe deres børnebørn – og var ellers bortrejst resten af ugen. Jeg spurgte så, om de børn aldrig skulle i seng. Og det skulle de kl. 22.30 – og da stod Martin og jeg på dørtrinet i Hjørring med slutsedlen under armen. Der blev skrevet under på et øjeblik – jeg var fuldstændig ligeglad, for dét hus var jo i virkeligheden vores, siger Jette Stubberup. Huset var oprindelig købt af fire par – der havde været rygende uvenner fra starten – så det var aldrig blevet sat i stand. De to par blev tilkaldt sent om aftenen – og skrev også under. Det eneste andet papir Martin og Jette havde, var én fotokopi af fire sort-hvide billeder – samt en håndtegning af husets fire etager på en kvadreret blok. - På vej hjem fra Hjørring var jeg nok lidt tænksom – men nu havde vi i hvert fald købt hus i Frankrig. Jeg har imidlertid ikke noget imod at opføre mig vanvittigt, og jeg er heller ikke bleg for at tage en chance, når den kommer. Men jeg var da spændt på, hvad vi havde købt, siger Martin Stubberup. To travle hverdage gjorde, at det blev september, før familien kunne bese deres fjernkøb – for allerførste gang. Og belæsset med trailer, 60 liter hvid maling og forankringsgrunder, begav de sig af sted på en 2.057 km. tur til Pyrenée Orientale. - Jo tættere vi kom på målet, desto mere tænkte vi på, om vi måske alligevel var blevet fuppet. Som opdagelsesrejsende ankom vi sent om aftenen og der var bælgravende mørkt. De sidste hundrede kilometer måtte vi køre efter oplyste kirketårne på bjergtoppe. Da vi kom ind i Ille Sur Têt lå huset i en smøge til – Grand Rue – og den var 30 cm. bredere end bilen. Da vi slukkede motoren var der totalt sort og stille. Med lommelygte nærmede vi os porten, fik nøglen drejet om, kom ind og fik slået strømmen til, siger Martin Stubberup. Da de fik lys på, blev de overvældet af skæve gulve, ditto vægge og en mildt sagt blandet, mønstret, sydlandsk smag i tapeter, tæpper og møbler. Og så to helt almindelige kurvestole. Ildslukker ved sengen - Ja, vil blev helt søsyge, da vi så, hvordan der så ud. Og efter rundturen sagde Martin, hér skal du ikke blive alene. Du tager med hjem i morgen – dét her kan jeg ikke byde dig. Og han mente det. Men vi fandt da husets eneste madras på anden sal, tømte bilen – og gik i seng med kuffert og ildslukker ved siden af sengen. Dét er Martin i en nøddeskal – hvor jeg bare kaster mig ud i eventyret med hovedet under armen, har han altid plan B ved hånden, siger Jette Stubberup. - Men man køber ikke hus dernede for husets skyld, men derimod for at kunne køre ud og se alt det spændende og dejlige, der findes. Og dér hvor vi bor – inden for den indre ringmur – ser der ud som for 500 år siden. Det er som at leve i en eventyrlig tidslomme, siger Martin Stubberup. Næste morgen så verden da også helt anderledes ud – efter en god nats søvn. - Da vi åbnede vinduerne til azurblå himmel og fuglekvidder, besluttede vi, at det nok skulle blive godt. Det trængte bare til en kæmpehånd. Så vi gik i gang med at rykke tapetet ned – inden vi overhovedet var kommet i tøjet. Det var et dejligt og fredfyldt sted, men hold op et arbejde, der lå foran os, inden vi overhovedet kunne bo der – rigtigt. Og så knoklede vi igennem et helt døgn, siger Martin Stubberup. To dage senere måtte han tilbage til møder i Danmark – og Jette blev overladt til sin skæbne – sammen med 60 liter hvid maling og en stak pensler og ruller. - Da vi hentede nøglerne hos ejerne i Danmark kom de med en ekstra oplysning. De fortalte os, at det spøgte i huset. Så da Martin kørte, besluttede jeg at sove med lyset tændt – for jeg ville se, hvis der kom nogen. Så jeg malede i 10 dage fra solen stod op til natten blev sort – og en gang i mellem gik jeg op til bageren og købte brød og ost. Og hver morgen præcis kl. 03.15 blev jeg vækket med fornemmelsen af, at der var nogen der kiggede nysgerrigt på mig. Men selv om jeg åbnede øjnene hurtigt, kunne jeg ikke få øje på nogen – og det gentog sig. Dén dag i dag har vi ikke fundet ud af, hvem der kommer – men vi vågner begge to på slaget – så vi har virkelig fået et husspøgelse, siger Jette Stubberup. Hverken hun eller Martin taler særlig meget fransk – så da de praktiske ting skulle arrangeres, måtte det sket med smil og fingersprog. Fransk på kravlegårdsniveau - Jeg gik og holdt øje med, hvornår de andre beboere i vores lille gade hang tøj ud. Og så hang jeg også lidt tøj ud – og så smilede vi til hinanden. Og jeg viftede med skraldeposen, og da naboen om tirsdag viftede tilbage, så fandt jeg ud af, at dén dag stiller man altså skraldet ud. På den måde fik vi kontakt med en fransk familie på den anden side gaden, siger Jette Stubberup. Martin havde også sin helt egen metode til at komme i kontakt med franskmændene på. - Vores sikringer trængte til udskiftning, så jeg tog ned i det nærmeste byggemarked - iført en sprungen sikring og et smil. Og så stillede jeg mig ud for skiltet ”Information” og ganske rigtigt – så kom man mig til hjælp – og med fagter og armbevægelser fik jeg købt nye sikringer. Så vi kan godt klare den uden at tale perfekt fransk, siger Martin Stubberup. I dag kan han og Jette se tilbage på syv år som ejere af et hus i det sydfranske – og de ved, at det ikke var et fejlkøb. - Vi elsker vores lille, franske ruin – som vi kalder den – denne lille plet midt i det sydfranske, hvor vi føler os så meget hjemme. Et lille hus, som ved en meningsfyldt tilfældighed faldt os i øjnene. Og vi er taknemmelige for, at vi var hurtige nok til at købe det ubeset. Man skal ikke være bange for at slå til, når eventyret banker på, siger de. Og i Rue Nicaud no. 1 står et lille hus og venter … som altid ... men denne gang kun til august ...