Jihad Jane ville myrde i Sverige

En amerikansk kvinde, der går under navnet Jihad Jane, anklages for at være deltager i et større terrorkomplot

KØBENHAVN:En amerikansk kvinde, der går under navnet Jihad Jane, anklages for at være deltager i et større terrorkomplot rettet mod den svenske tegner Lars Vilks. "Jihad Jane" kunne lyde som titlen på en halvdårlig film. Men sådan ser politiet i USA og Europa ikke på sagen. For det var denne blonde kvinde fra Pennsylvania, der for ikke så længe siden er konverteret til islam, som tilsyneladende har forsøgt at komme til Sverige for at dræbe kunstneren Lars Vilks. Han har tegnet profeten Muhammed med en kamphunds krop. En kilde i amerikansk politi siger til avisen New York Times, at Jihad Janes sag har forbindelse til anholdelsen af syv islamister i Irland tirsdag. Jihad Janes rigtige navn er Colleen LaRose, og hendes hjemsted er en forstad til Philadelphia i den amerikanske delstat Pennsylvania. Den 46-årige blonde kvinde blev anholdt 15. oktober sidste år, oplyste den amerikanske anklagemyndighed tirsdag. Hun skal i et år have kommunikeret med islamister rundt om i verden om at udføre terroraktioner. I en af hendes elektroniske breve skriver hun, at "kun døden vil stoppe mig". Hun skal have "sendt en elektronisk besked til den svenske ambassade, hvor hun beder om anvisninger på, hvordan hun kan opnå fast bopæl i Sverige". I anklageskriftet hedder det, at hun i marts sidste år modtog en besked fra en person i Sydasien, der beordrede hende til at dræbe en svenske borger. Terrornetværket al-Qaeda har lovet 100.000 dollar til den, som dræber den svenske kunstner. Omvendt Lars Vilks lavede i 2007 sin famøse tegning af Muhammed i slipstrømmen af den virak, som Jyllands-Postens Muhammed-tegninger skabte. - Jeg bor i Pennsylvania, er oprindeligt fra Texas. Jeg er for nylig omvendt til islam, og jeg kan med sikkerhed sige, at af alle de ting, jeg har begået i mit liv, så er det at blive muslim, det jeg er mest stolt af, skriver hun på MySpace under navnet JihadJane. Her nævner hun, at blandt hendes helte er "OBL." - Osama bin Laden. Hun fremhæver selv, at hun med sit udseende - grønne øjne og blondt hår - let vil kunne snige sig ind på sit offer. Om hun har været i Sverige er uvist, men amerikansk politi har været på sporet af hende. Der er også klare tegn på, at et større internationalt politisamarbejde har været i gang. Tirsdag kunne politiet i Irland fortælle, at det har anholdt fire mænd og tre kvinder mellem 20 og 40 år, som stammer fra Marokko og Yemen. De sættes også i forbindelse med planer om at myrde Lars Vilks. I Danmark er en somalier varetægtsfængslet, sigtet for forsøg på at dræbe bladtegneren Kurt Westergaard, som har tegnet profeten med en bombe i turbanen. Drabsforsøget mod Kurt Westergaard fandt sted 1. januar i år. - Det er forfærdeligt at blive truet på livet. Jeg håber, at Vilks får den samme beskyttelse, som jeg får af Politiets Efterretningstjeneste, siger Kurt Westergaard til Ritzau. Selv siger Lars Vilks til nyhedsbureauet TT, at han i forbindelse med truende telefonsamtaler fra Somalia i begyndelsen af året fik at vide af det svenske sikkerhedspoliti, at der er et skærpet trusselsbillede imod ham. - Men jeg troede ikke, at der lå så meget i det, siger han og tilføjer: - Jeg har forberedt mig på forskellig vis og har en økse her, hvis nogen skulle komme igennem vinduet. /ritzau/