Jim Stjerne Hansen: Okay at stille med sekundaspillere

DBU vil næppe blive straffet for at stille med et svækket hold i Nations League, mener Jim Stjerne Hansen.

DBU's tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen er nu medlem af Uefas disciplinærkomité. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Fodbold 3. september 2018 16:30

Det afgørende er, at Dansk Boldspil-Union (DBU) stiller op med et hold i Nations League. Hvem spillerne er, er mindre vigtigt.

Sådan lyder det fra Jim Stjerne Hansen, der sidder i Uefas Control, Ethics and Disciplinary Body, som er disciplinærkomitéen under Det Europæiske Fodboldforbund.

Hvis Danmark stiller op til Nations League-kampen mod Wales med et hold af spillere hentet langt nede i rækkerne vil DBU efter alt at dømme ikke blive straffet, så længe man har udtaget de bedste af de spillere, der er til rådighed.

- I det omfang, at DBU møder med de bedste af dem, der har lyst til at spille, mener jeg ikke, at der kan blive tale om sanktioner for, at man ikke spiller med det bedste hold, siger Jim Stjerne Hansen.

De spillere, som landstræner Åge Hareide i første omgang havde udtaget til onsdagens testkamp mod Slovakiet og det efterfølgende Nations League-møde med Wales, ønsker ikke at spille på DBU's betingelser.

Og da DBU samtidig ikke vil imødekomme spillernes krav, er unionen tvunget til at lede efter spillere på et noget lavere niveau.

- Det har jo altid været en frivillig sag, om man vil stille op for sit land. Hvis ikke man vil det på de givne betingelser, så må forbundet jo finde nogle andre, der vil.

- Man vil jo nok grine ad os internationalt, men Uefa vil garanteret ikke sanktionere det, siger Jim Stjerne Hansen.

Landstræner Åge Hareide holder som følge af konflikten ferie og kommer ikke til at stå i spidsen for landsholdet i den kommende uge.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...