Litauen

Jimmy Nielsen om Karsten Simensen

FREDERIKSHAVN:I 70erne var Karsten Simensen en eminent målmand og i dag nyder andre målmænd godt af hans erfaring. En af dem er AaB's nuværende førstevalg på posten, Jimmy Nielsen. - Karsten er godt selskab. Man hygger sig altid, uanset hvor hårdt et træningspas vi har. Og så er han uhyre velovervejet og et taktisk geni. - Han er god til at lære fra sig. Man suger det til sig, når det kommer fra Karsten - og han ved, at tingene tager den tid, de nu tager. Karsten Simensen stod også for målmandstræningen, da norske Thomas Gill vogtede AaB-målet. Gill var ikke nogen nem elev, husker Jimmy Nielsen. - Der var kun én, der ku' styre Thomas Gill, nemlig Karsten Simensen. De var som far og søn og Thomas har selv sagt, at han aldrig har haft en bedre træner. Der er noget med, at målmænd helst skal være halvskøre. Det er måske derfor, siger Jimmy Nielsen. Karsten Simensen var med på sidelinien, da AaB mødte Zalgiris fra Litauen i den første UEFA Cupkamp, og da spillerne efterfølgende gik i strejke, spøgte flere med, at den snart 55-årige Simensen skulle vogte kassen. - Han ville gerne, hvis han havde fået chancen. Det er jeg sikker på, griner Jimmy Nielsen.