Jimmy skal under kniven

AaB-målmanden opereres mandag

AALBORG:For første gang i sin lange fodboldkarriere er AaB's målmand, 27-årige Jimmy Nielsen, løbet ind i en alvorlig skade. - Der er tale om en revne i menisken på ydersiden af mit højre knæ, og det har givet en masse væske i knæet. - Jeg døjer med at gå ned i knæ, og jeg kan ikke kaste mig efter bolden, så vi har taget en beslutning om, at jeg skal under kniven og opereres på mandag morgen på Aalborg Sygehus, fortæller den rutinerede keeper. - Formentlig har jeg haft skaden igennem det meste af efteråret, og den blev så forværret i SAS Cup'en i Brøndby Hallen 9. januar. - Tidspunktet for min operation er næsten optimal, og jeg forventer at kunne tage med i AaB's træningslejr til Cypern med afgang 19. februar. - Lige nu løber jeg lidt med i marken i den daglige AaB-træning og styrketræner ved siden af, så jeg kan ikke forestille mig, at meniskenoperationen kommer til at sætte mig alvorligt tilbage inden starten på forårssæsonen i Superligaen. - Og premieren mod Brøndby 13. marts kommer ikke i fare for mit vedkommende, lover Jimmy Nielsen. På mandag skal også Kasper Risgård undersøges for den skulderskade, der længe har voldt ham store problemer. Her kan et indgreb også være nødvendigt.