Aalborg

JM-stævne var helt i topklasse

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Søren Skriver og Aske Randa i kamp for Tateni. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Det bedste jyske mesterskab i bordtennis, der nogensinde er afviklet. Den karakteristik kan Tateni Aalborg tage til sig, efter at de i weekenden gennemførte et perfekt arrangement i Gigantium i Aalborg, hvor 500 spillere dystede på 53 borde og afgjorde 67 mesterskaber mellem sig. - Vi har fået megen ros, og føler da også selv, at det er gået rigtig godt, siger Tateni-formand Carsten Randa. Han kunne høre den jyske bordtennis unions formand Palle Hjorth kalde det et superarrangement med ekseptionelle, gode spilleforhold. Med godt 2000 kampe var det samtidig det største stævne, der nogensinde er gennemført i JBTU-regi, og Palle Hjorth er indstillet på, at det ikke er sidste gang, man gæster Gigantium. Stævnets overdommer, Preben Søndergaard, var også i det rosende hjørne, specielt fordi man her kunne afvikle stævnet for både ungdom og seniorer i én og samme hal. Gode pladsforhold og en fin lyddæmpning gjorde endvidere, at stressniveauet hos spillerne var holdt så meget i ave, at det blot var nødvendigt at dele en advarsel ud pr. 225 kampe - det laveste antal til et JM. Elitemæssigt er Jylland ikke på niveau med resten af landet, så de helt store profiler så man ikke. Mesterskabet i eliterækkerne gik til Claus Larsen, Søhøjlandets BTK i Silkeborg og til Mie Binnerup Jacobsen, Århus BTK. Den arrangerende klub, Tateni, er i færd med at bygge op fra bunden, så klubbens egne forventninger til jyske titler var på forhånd minimal. Men i en række slog Tatenis unge dog til, i double for yngre drenge, klasse D. Her tog Tateni nemlig alle tre medaljesæt.