EMNER

Jo mere vi er sammen

Uspiselig lakridskonfekt, navlepilleri, og helt ny tv-priser. Jo - vi har set fjernsyn igen

Der skal nok komme noget rart. Det vender vi tilbage til... Først ugens chok: lakridskonfekten er uspiselig. Sandsynligvis en af de største trusler mod julen og dens hygge, læs trøstespisning. Visse sandheder kan være så frygtindgydende, at man hellere lader dem ligge, men denne må vi bearbejde sammen. Det er vigtigt, at vi ser truslen i øjnene, forholder os til den og bekæmper den - sammen. Hvad er der sket med lakridskonfekten? Hvad er der sket med Malaco og Malmö Lakrits Compani? Jo, firmaet har taget advarslerne mod kunstige tilsætningsstoffer alvorligt og har erstattet dem med naturlige smagsstoffer. Så er det jo ikke underligt, det smager afskyeligt. For så vidt må vi vel acceptere, at andre passer på vores fysiske tilstand, når vi ikke selv kan, men har firmaet mon overvejet, hvilke psykiske problemer den beslutning kan medføre? Jeg er ikke i tvivl om, at der om et par år kommer en retssag, hvor en modelslank dansker anklager Malmö Lakrits Compani for at være skyld i den uønskede sundhed. Vi må stå sammen allerede nu, boykot Malaco og vælg Hans Riegels Bonn, dvs. Haribo, hvis grisetæer stadig er tilsat (hvis de er det?) cadmiumgul og postkasserødt, så de ligner vingummibamser. SÅLEDES CHOKERET VAR det en trøst at komme videre i programmet, og hvad er mere interessant end at pille i egen navle? "TV!TV!TV!" er titlen på et ugentligt program, hvor en temmelig afbleget programværtinde - brintoverilte? - snakker om, hvad der sker i komaakvariet, som en, vi vender tilbage til, betegnede kassen. De talrige udråbstegn i programtitlen antyder mediets vældige betydning. Det største siden den dybe tallerken og den bløde pude, som vi også vender tilbage til. Navlepilleren interesserede sig denne gang for julekalendere, og for at få en kompetent evaluering af fænomenet havde hun inviteret Tor Nørretranders. Det var ham, der fortalte om naturvidenskab for mange år siden, så naturligvis ved han noget om julekalendere. Hans pointe er, at det for så vidt er ligegyldigt, hvad vi er sammen om - bare vi er sammen. Det kommer vi også tilbage til. Tor havde gjort den iagttagelse, at december er en lang kamp for at slippe for omverdenens trusler og krav. Og hvordan gør man det? Man samler sig i sin basisgruppe, og her oplever man virkeligheden. Alt udenfor er ikke virkelighed. Dagligdagen er virkelighedsfjern, mener Tor. Den virkelige virkelighed er det at være sammen - vi kan jo kalde det kærlighed. Det gjorde Tor. Han ved nemlig noget om julekalendere. Ved han også noget om Erasmus Montanus? MEN RET HAR han jo i, at det er vigtigt at være sammen. Mennesket er ikke skabt til at være ene, hed det i en gammel historie fra før det ny testamente. Er det så også ligegyldigt, hvad vi er sammen om? Her i min tv-uge er jeg et par gange stødt på en reklame for en række film på TV 2 Zulu. For ligesom at understrege kærlighedsbudskabet i det nyeste testamente er temaet for filmrækken vold. Hele ugen betegnes gudhjælpemig som "Bloody Christmas". Programtilrettelæggerne har samme indstilling til decembers trusler og krav. Lad os se blod, blod, blod - sammen. Lad det også være sagt: jeg gider ikke. Der var også andet i fjernsynet. Helt i "So ein Ding"-ånd mindede min smartphone mig om det. Nu vender vi tilbage til den tidligere nævnte nørd: "So ein Ding" er et morsomt program. Nikolaj Sonne er en herlig vært. Nørd, han bjergtages, opsluges af moderne ding-enoter, som nu kaldes gadgets, og så elsker han at lege med sproget. Til manges overraskelse fik han en sprogpris forleden. Jeg synes, det er fortjent. Ganske vist forekommer hans sprog en anelse ungt. Men er man villig til at lege med, finder man nyfortolkede udtryk, stærke metaforer og vigtigst: klar tale. Hans glæde ved at formulere sig befordrer hans både positive og negative evalueringer af alt det nye. HER OPTRÅDTE HAN smokingklædt og med publikum, fordi der skulle uddeles awards. En henrivende ironi over tidens fjernsyn: awards mig her og der og allevegne. Ikke mindst er der en forløsende selvironi. Måske enkelte selvsmagende tendenser, men alt forladt. Programmet uddelte tre priser, bl.a. årets Amanda - den der 1,3 mia. kroners fejltagelse, som Arbejdsmarkedsstyrelsen begik, da den ville have et alt-kunnende system. Blandt de nominerede - for sådan er der jo ved et award-show - var den elektroniske patientjournal, som p.t. findes i 16 eksemplarer. Nogle steder kæmper man for at skabe et system, der kan overtage alle 16. En klog mand i programmet foreslog, at man i stedet fokuserede på at lave et program, der kan få de 16 til at tale sammen. Julebudskabet, tal sammen, ikke? En anden kandidat var rejsekortet. Endnu en klog mand - de florerede i "So ein forrygende Ding" - spurgte, hvorfor vi i Danmark altid vil opfinde den dybe tallerken og den bløde pude … Rejsekortet fungerer fint i London. Køb dog det i stedet for at lege Ole Opfinder. Den kloge mand har bare ikke gennemskuet, hvad det egentlig drejer sig om. Det fortalte en udsendelse om den store glødelampe-konspiration, men det er en forskrækkelig historie, så den hører ikke hjemme i denne søde tid. Glædelig forbrugerjul.