EMNER

Joachim, Afghanistan og shopping

Ufatteligt hvordan tilværelsen kan forandre sig i løbet af bare et enkelt døgn for et enkelt menneske. Se nu bare til prins Joachim. Står han ikke dér tidligt onsdag morgen på forsiden af ugebladet ”Her og Nu” og er intet mindre end ”Ensom og forladt” ud fra emnet ”Joachims triste juleferie”. Men trist og trist; for hey, hvad sker der? Torsdag morgen er førstemanden på Schackenborg pludselig igen iklædt sin nyeste model inden for kærester, Maria, på forsiden af et helt andet ugeblad, ”Se og Hør”, som mener at vide, at hun og han ikke alene er ”Kærester igen”, og at Maria er blevet ”Præsenteret for dronningen”, men at parret også er ”Tæt på forlovelse”. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde umådeligt svært ved at sove natten mellem torsdag og fredag. Så snart det overhovedet kunne lade sig gøre, sprang jeg ud af sengen og ned i den nærmeste kiosk for at se, om Maria mon var blevet gravid, eller om parret var blevet gift. Eller måske allerede skilt igen. Og de skal vel også snart i gang med at dele barnet eller børnene? I dét tempo tør man vanskeligt blinke med øjnene. Og sådan kom vi godt i gang med en af de sidste uger inden højsæsonen for rituel indtagelse af sprit, fedt og sukker, også kendt som julen - en uge, der ikke umiddelbart har kaldt på de helt store grin. Med mindre man med grin mener en rå hånlatter. For eksempel - hvis man er skruet sådan sammen - over, at VK-regeringen med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er blevet taget i at tale mod bedre vidende (når man kvier sig ved at bruge ordet: lyve) i sagen om 34 afghanske krigsfanger, som tilbage i marts 2002 blevet overgivet til en amerikansk fangelejr og hér underkastet censur. Dét er i hvert fald en af flere ret barske beskyldninger i ugens mest omtalte enkeltbegivenhed, dokumentarfilmen ”Den hemmelige krig”, som hurtigt fik oppositionen til at tale mere end højlydt om snyd og bedrag og omgåelse med sandheden med indbyggede krav om en kommissionsundersøgelse (som Dansk Folkeparti vendte sig imod), mens statsministeren mindst lige så hurtigt stod sammen med sin forsvarsminister, Søren Gade (V), om en forklaring, om at Folketinget ikke er blevet fejlinformeret. Og ja, rigtigt gættet: Der er ikke noget at komme efter. Det er der - ifølge Dansk Folkeparti - til gengæld i sagen om Enhedslistens nordjyske islæt Frank Aaen, som efter partiets mening har været alt for åbenmundet efter at have fået lov til at kigge en lang række fortrolige dokumenter om Danmarks krigsførelse i Afghanistan. Og sådan blev dødsensalvorlig udenrigspolitik til politisk spil på de indre linjer. Lidt ligesom da den såkaldte Baker-rapport udkom og fastslog, at USA er nødt til at lægge sin fremfærd i Irak helt om, begyndt at overveje at trække sig ud af landet og ikke mindst trække et par af tidens oftest udråbte slyngelstater, Iran og Syrien, bare en anelse mere ind i varmen med det formål at skabe ro og stabilitet i området. Hele vejen rundt var der de kendte meldinger: ”Nå, men så må vi hellere se at komme hjem” (fra oppositionen) og ”Vi ser lige tiden an og bliver indtil videre” (fra VKO-blokken). Alt i alt kan det umiddelbart godt være svært at få øje på, hvordan julestemningen - den der årligt tilbagevendende, mere eller mindre fritsvævende fornemmelse af en vis påtaget fred og fordragelighed, speedet op af lige dele gløgg og lidt for mange suspekte sukkerstoffer - skal nå at indfinde sig, og har der da slet ikke været noget til at kalde på smilebåndet her bare 14 dage før Den Store Aften? Hm, statsministeren har været i Silkeborg for at forklare fortørnede borgere, hvorfor det i miljøhensynets hellige navn er nødvendigt at føre en ny motorvej i en bue udenom Gudenå-dalen og ind gennem byen. Men det er jo ikke sjovt. Slet ikke for de berørte, snart borteksproprierede silkeborgensere. Så er den lokale emsighed selv, Parkeringskontrol Nord, blevet taget i at opkræve ulovlige P-afgifter uden for Aalborg Kommune - men se hvor besværligt det pludselig er at kolportere de fire millioner for meget indkrævede kroner tilbage. De kunne jo havne i de forkerte lommer, alt for megen bureaukrati osv. osv. Den samlede gæld på fire millioner skulle lige gå den anden vej, så ... Men det er jo heller ikke sjovt. Og da slet ikke for hverken Parkeringskontrol Nord eller de lænsede bilister. Noget sjovt? Jeg kigger lige. Jo her: Det viser sig, at en gennemsnitskvinde (hvor-dan sådan én så ellers ser ud) i løbet af et liv når op på at bruge otte år på at shoppe. Og det skal såmænd da nok få en og anden mand til at udbryde: ”Otte år? Nå, alligevel ikke mere?!” God søndag.