Joachim B. Olsen vækker harme med Ryanair-kommentar

Den gamle kuglestøder fra Liberal Alliance kritiserer dom mod Ryanair.

Alexander Klemp
Foto: Scanpix
Politik 3. juli 2015 13:19 - Opdateret 3. juli 2015 13:55

POLITIK: Det er kun to dage siden, at Arbejdsretten sagde god for fagforeningernes konflikt mod Ryanair, men folketingsmedlemmet for Liberal Alliance har allerede fået støtte og modstandere op af stolen på Facebook, efter han kritiserede dommen.

- Det er ikke underligt, at Danmark er et lavvækstland, når der jubles over, at man har skræmt Europas største flyselskab væk! - skriver han på sin Facebook-væg.

Opslaget har fået over 2.000 likes, men det er absolut ikke alle, der er enige med politikeren.

- Du har aldrig lavet en sk*d manuelt arbejde selv. Du kalder dig selv liberal men er i virkeligheden ikke en skid andet end en ”Dovne Robert klon” der i modsætning til ham har skudt papegøjen hvad overførselsindkomst angår, og nu glimrer du med at skal belære mennesker der ikke har r*ven til skjorten i forvejen, at de skal have mindre for konkurrenceevnens skyld, skriver én.

Joachim B. Olsen svarer dog igen på tiltalen.

- Sikke nogle kommentarer. Har hele Danmarks åndelige proletariat fundet vej til min FB side? Ryanair er Europas største flyselskab med over 9000 ansatte. Hvis løn og arbejdsforhold var så frygtelige, så ville de ikke være i stand til at tiltrække den arbejdskraft, de har behov for. Sådan fungerer det på et marked, skriver han.

Han fortsætter:

- Som liberal mener jeg naturligvis, at man skal have lov at organisere sig i fagforeninger. Man skal bare ikke være blind for, at fagforeningerne naturligvis har en egeninteresse i at sælge sig selv, som dem, som sikrer gode lønninger og arbejdsforhold. Hvorfor skulle man ellers betale i dyre domme for at være medlem. Men det er først fremmest et salgsargument. Når fagbevægelsen forhindrer en stor virksomhed som Ryanair i at etablere sig i Danmark, så er det ikke i almenvellets interesse. Det gavner kun nogle ganske få mennesker, som er ansat i konkurrerende virksomheder. Det siger man naturligvis ikke højt. De her konflikter kæmpes jo i høj grad i medierne og skal man have folkestemningen på ens side, så skal man få folk til at føle sig utrygge.

Du kan se opslaget og blande dig i debatten herunder.

Det er ikke underligt, at Danmark er et lavvækstland, når der jubles over, at man har skræmt Europas største flyselskab væk!

Posted by Joachim B. Olsen on 2. juli 2015

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...