Fodbold

Joan Miró

Født i 1893 i Montroig i Catalonien, og døde i Palma de Mallorca i 1983 Han var maler, skulptør, grafiker og bogillustrator og opnåede at blive en af de vigtigste kunstnere i det tyvende århundrede.

Hans første værker var inspireret af kubismen og senere dadaismen, men i 1924 kastede han sig over surrealismen, og han blev en af de ledende skikkelser inden for retningen sammen med blandt andre Salvador Dali. Kendetegnende for Mirós surrealistiske billeder er automatiske former efter tankens diktat. Ingen genkendelige elementer, dekorativ skiften af form og farve. Salvador Dali og Joan Miró var til gengæld fjender privat, fordi Dali sværgede til fascismen, hvorimod Miró hadede ideologien. Mirós far var guldsmed og urmager og ønskede, at sønnen skulle uddannes indenfor handel. Miró tog en handelseksamen og fik ansættelse som kontorfunktionær, men et nervesammenbrud førte til, at han opgav han sit kontorjob og genoptog de kunststudier, han havde fulgt samtidig med han gik på handelsskole. Miró modtog tidligt opmuntring fra kunsthandleren José Dalmau, som arrangerede hans første soloudstilling i Barcelona i 1918. I 1930’ernes første år skabte han surrealistiske skulpturer, der omfattede malede sten og fundne objekter. Han udstillede i København på udstillingen ”Kubisme-Surrealisme” i 1935. I 1936 forlod han Spanien da borgerkrigen brød ud og boede i Paris indtil 1940 og vendte derefter tilbage til Barcelona. Fra 1954-58 arbejdede han stort set udelukkende med keramik og tryk. Han modtog medalje for grafisk arbejde på Biennalen i Venedig i 1954, og hans arbejder var udstillet på den første Documenta i Kassel i Tyskland i 1955, som i dag er verdens mest prestigefyldte kunstudstilling. I 1958 modtog han en pris for vægmalerier til UNESCO’s bygning i Paris. I 1976 åbnedes Miró-museet i Barcelona, Fundació Joan Miró. Kilde: Artstamps.dk