Erhvervspolitik

Job i fare i Løkken

Det kan koste arbejdspladser hvis Løkkens erhvervsliv ikke kan låne penge hos andre pengeinstitutter efter Løkken Sparekasses fald.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den globale finanskrise har allerede kostet 20-22 ansatte jobbet i Ole Hjørringgaards firma. Løkken Sparekasses krak giver ikke mere ro i maven.Foto: Bent Bach

Lige midt i finanskrisen står en del af Løkkens virksomheder overfor endnu en stor udfordring. De skal ud og finde en ny bankforbindelse, efter Løkken Sparekasse mandag blev sat under afvikling. Hvis det ikke lykkes, så kan sparekassens nedtur i værste fald rive flere med sig. Én af Løkkens største virksomheder, Kaj Larsen & Søn/Løkken Spa & Pool, er direkte berørt af sparekassens krak. Alle virksomhedens engagementer ligger hos Løkken Sparekasse. - Vi er kede af det. Både på Løkken og omegns vegne, Sparekassens og vore egne vegne. Når vores finansielle samarbejdspartner gennem mange år falder fra, står vi overfor en ekstra udfordring, siger en personlig berørt direktør, Ole Hjørringgaard. Jagt på nye lån Det er stadig uvist om det lykkedes at finde køber til Løkken Sparekasse, og indtil da bliver mange af sparekassens erhvervskunder nødt til at gå ud og finde en ny bankforbindelse for at optage nye lån til investeringer. Og det kan godt gå hen og blive en vanskelig opgave midt i finanskrisen. - Det kræver kapital, hvis vi skal bevare arbejdspladser, lyder det fra Ole Hjørringgaard. Kaj Larsen & Søn/Løkken Spa og Pool har allerede sagt farvel til 20-22 medarbejdere for at tilpasse virksomheden til finanskrisen. Ole Hjørringgaard erkender, at det kan blive svært at skaffe ny kapital, når den finansielle sektor holder igen. Mange banker holder på de kunder, de har, og tager ikke nye ind. - Man ryster måske lidt i bukserne. Jeg ved godt, det bliver svært, men jeg går ind i det med en positiv vinkel, og jeg håber, at andre lokale banker også tror på os. Erhvervsliv i stampe Samtidig er han også parat til at støtte op om en ny Løkken Sparekasse, hvis der snart kommer en løsning. Kaj Larsen & Søn/Løkken Spa & Pool er ikke den eneste virksomhed, der kan rende ind problemer på grund af Løkken Sparekasses krak. Hovedparten af erhvervslivet i området er kunder i Løkken Sparekasse, oplyser Knud Rødbro, der er talsmand for bestyrelsen i Løkken Sparekasse. - Der vil være nogle ting, der må stå i stampe. Den forholdsordre, vi gav de to nye ledere er, at der ikke gives yderligere kreditter til de store engagementer. Og da Finansiel Stabilitet overtog ledelsen sagde de, at det var de rigtige forholdsregler, vi havde truffet, så de gælder stadig, siger Knud Rødbro. Standby Hos Hjørring erhvervscenter forudser direktør Bo Geertsen, at tingene bliver sat i bero i Løkkens erhvervsliv. - Det er ganske forfærdeligt for Løkkens erhvervsdrivende, at Løkken Sparekasse lukker. De har været lokal katalysator og tingene vil nu blive sat på standby. Værst mener Bo Geertsen dog det er for de små og store virksomheder, som har tabt en masse penge på krisen i sparekassen.