Detailhandel

Job på spil i Coop-distribution

Valg af ny distributionsmodel kan ende med alt fra flere job til lukning i Nordjylland

AALBORG:En vis uro er begyndt at brede sig blandt ansatte i Coop (tidligere FDB), fordi koncernen har taget fat på en omfattende analyse af distributionsomkostningerne. Medarbejderne ved Coops distributionscenter i Skalborg må imidlertid vente indtil september, før de får klarhed over deres fremtid. Den forbrugerejede dagligvarekæde har ifølge den nordjyske distributionschef Ebbe Frederiksen sat sig for at finde den billigste løsning for forsyningen ud til de enkelte butikker. - Vi er gået i gang med at kigge på strukturen, men endnu er det alt for tidligt at sige noget om, hvor vi ender. Det kan lige så ende med flere som færre medarbejdere her i Nordjylland, siger Ebbe Frederiksen, som heller ikke vil afvise en fuldstændig lukning som en mulighed. I dag fordeles varerne til brugserne, fakta og Kvickly vest for Storebælt fra fire distributionscentre. På centret i Skalborg - sjovt nok lige over for konkurrenten Bilka - står 115 ansatte kun for udbringningen af tørvarer til kædens nordjyske butikker, idet ferskvareafdelingen blev lukket sidste år. Et af elementerne i overvejelserne er et nonfood-distributionscenter - altså for alt andet end fødevarer - i Odense, som ikke er stort nok til at dække behovet i hele landet. Derfor kan det komme på tale at udvide det eller flytte funktionen til et af de andre centre. - Men der indgår mange andre forhold, som vi skal have et klart billede af, før vi kan træffe beslutning. Og egentlige konklusioner kan vi tidligst drage iseptember, tilføjer Ebbe Frederiksen. Han har intet kendskab til, om personalet i de enkelte butikker også vil blive berørt af en ny struktur, men ifølge Coop-koncernens informationschef, Jens Juul Nielsen, er der intet hold i rygter om, at der vil ske massefyringer blandt butikspersonale i den nordjyske del af kæden eller resten af landet for den sags skyld.