Job-projekt er en solstrålehistorie

Værk1 hjælper arbejdsløse og syge ind på arbejdsmarkedet

Arbejdsløshed 28. oktober 2002 07:00

LØGSTØR: Beskæftigelsesprojektet Værk1 er blevet en kæmpe succes. Således har 66 procent af de 35 elever fået varigt job. Hovedparten på Løgstør-fabrikken Vest-Wood, som har haft svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Så på den måde er der slået to fluer med eet smæk. Værk1 så dagens lys for et par år siden som et aktiveringsprojekt for bl.a. arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere i det tidligere beskyttede værksted ved træ-fabrikken Vest-Wood. Og det er ret enestående som et samarbejde imellem Løgstør Kommune og den private virksomhed. Afdelingsleder Ole Maigaard fra arbejdsmarkedsafdelingen i Løgstør Kommune er glad for resultatet: - Før opstart havde vi håbet, at omkring 40 procent ville komme i job, så vi er naturligvis ovenud tilfredse, siger Ole Maigaard. - Dette er det rummelige arbejdsmarked, når det er bedst. Deltagerne har brug for en håndsrækning og et skub for at komme videre. De fleste har ingen eller en kort uddannelse. Nogle er måske på sygedagpenge, andre har af den ene eller anden årsag aldrig fået fodfæste på arbejdsmarkedet. Nogle er hoppet fra det ene AMU-kursus til det næste, men er aldrig kommet videre, så de skal jo lige finde arbejdsrytmen, siger han. En af grundene til Værk1's succes er, at produktionen indrettes efter, hvad medarbejderne kan. Har en smed f.eks. fået dårlig ryg, hjælper Værk1 ham eller hende i gang igen. Langsomt indsluses medarbejderen i produktionen, f.eks. på halv tid. I den periode får medarbejderen kun en halv løn, men suppleres så op med sygedagpenge. Godt samarbejde Ledelsen på Vest-Wood roser kommunen for dens indsats. - Det er altså ikke kun vores fortjeneste, at Værk1 er blevet en kæmpe succes. De to Vest-Wood-chefer, koncernchef Jens Sørensen og fabrikschef Kim Jobling, svarer begge begejstret på spørgsmålet om, hvorfor Værk1 er kommet så godt i gang. Men også Vest-Woods egne medarbejdere roses. - Vi er pionerer på området, men projektet har mødt stor velvilje blandt medarbejderne. De "nye" bliver budt velkommen uden forbehold, så de er næsten integreret, inden de begynder. Værk1-bygningerne ligger jo ved siden af Vest-Wood. Og der er fælles kantine, så mange kender hinanden. Der produceres jo faktisk også det samme de to steder, dog med længere elastik i planlægningen på Værk1. Jens Sørensen fremhæver også projektleder, Cleve Sørensen, for at tage hånd om medarbejderne. - Vi har ramt den helt rigtige kombination af oplæring og produktion. Vi har fulgt planen, og den virker. Medarbejderne på Værk1 kan mærke, at de er med i et team. De er med på toget, og måske er der et job forude. Det er både motiverende og en god gulerod, siger koncernchefen. Fem kursister fra Værk1-projektet har i øvrigt efterfølgende valgt at videreuddanne sig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...