Klim

- Jobbet er en livsstil

Per Kristensen er parat med redningsbåden med 15 minutters varsel

ALTID KLAR til udrykning skal Per Kristensen og resten af redningsmandskabet i Thorupstrand være. Senest 15 minutter efter en alarm skal båden være på vej i vandet, og det skal fungere døgnet rundt alle årets dage. Hvis folkene skal længere væk fra Thorupstrand end et kvarters kørsel, skal de sørge for en afløser. Foto: Lars Pauli

ALTID KLAR til udrykning skal Per Kristensen og resten af redningsmandskabet i Thorupstrand være. Senest 15 minutter efter en alarm skal båden være på vej i vandet, og det skal fungere døgnet rundt alle årets dage. Hvis folkene skal længere væk fra Thorupstrand end et kvarters kørsel, skal de sørge for en afløser. Foto: Lars Pauli

Han ved, hvad det handler om, Per Kristensen, for han har prøvet det før. At skulle stå parat i fuld mundering og rykke til havs med redningsbåden fra Thorupstrand med 15 minutters varsel har været en del af hans hverdag siden 1998, og han har været bådformand det seneste års tid. Men nu får han også det øverste ansvar for stationens opgaver som ny leder fra i dag, 1. maj. Den 53-årige Per Kristensen, til daglig spilpasser for fiskerne på Thorupstrand, afløser stationsleder Villy Sand, som går på pension. Lederjobbet er et halvtidsjob, og aflønningen fra Farvandsvæsenet er derefter. Og i øvrigt langt fra fyrstelig. - Den afspejler ikke, at man er parat til at sætte livet på spil for at hjælpe andre. På den anden side kan det jo heller ikke gøres op i penge, som han siger. - Og heldigvis står materiellet jo i huset det meste af tiden, tilføjer han. - Det er en livsstil at være redningsmand, og det passer godt sammen med mit job som spilpasser, forklarer Per Kristensen, som også har fisket i 20 år fra Thorupstrand, før han i 1996 overtog arbejdet med spillet til kystfiskernes både. Huset er Per Kristensen i øvrigt særdeles tilfreds med. Farvandsvæsenet byggede flunkende ny redningsstation på Thorupstrand for få år siden, efter en del turbulens om hvor der egentlig fortsat skulle være redningsstationer ved de danske kyster. Logikken vandt dog til sidst, og landets største kystlandingsplads beholdt sit lokale beredskab. - Det er landets flotteste redningsstation, fastslår Per Kristensen. Som stationsleder i Thorupstrand har han otte frivillige redningsmænd til rådighed, men der skulle gerne en ekstra til for altid at være sikret tilstrækkelig bemanding. - Men det er ikke så let at skaffe redningsfolk, konstaterer han, noget Farvandsvæsenet kan bekræfte. - Det er svært at få ledere, når folk går på pension, fortæller Remmi Pedersen fra kystredningstjenestens kontor i København. Han oplyser, at Per Kristensen var eneste ansøger til jobbet i Thorupstrand, men altså en rigtig kvalificeret en af slagsen. Selv om Per Kristensen tidligere har fisket i mange år, er han slet ikke ud af fiskerfamilie. Faderen var smed i Klim Klit, og Per kan også det der med mekanikken. Blandt andet var han med til at lave det nye spil ved Slettestrand, hvor Han Herred Havbåde holder til, og han er også med i havbådeforeningens bestyrelse. Og så bor han, så han kan overskue Thorupstrand fra sit hus på Fyrrestien, når han ikke lige er på redningstationen eller i spilhuset med den totale havudsigt.