Jobcenter godt fra start

Mange på sygedagpenge eneste minus efter de første 100 dage

Jobcentret har base på rådhuset i Støvring og blev officielt indviet 2. januar. ARKIVFOTO: Hans christian jacobsen

Jobcentret har base på rådhuset i Støvring og blev officielt indviet 2. januar. ARKIVFOTO: Hans christian jacobsen

REBILD:Her 100 dage efter at Jobcenter Rebild blev etableret som et pilotprojekt i lighed med 12 andre rundt i hele landet har arbejdsmarkedsforvaltningen foretaget en evaluering at de udstukne mål og konkrete resultater. Resultatet af evalueringen viser, at den første periode har været meget præget af fokus på driftsikkerhed og indarbejdelse af de mange nye arbejdsgange mellem de berørte afdelinger. Generelt er arbejdsmarkedsforvaltningen mål om at reducere arbejdsløsheden med fem procent opnået. Derimod er det ikke lykkedes på tilsvarende vis at reducere antallet af kontanthjælp- og sygedagpengesager. - Specielt antallet af borgere på sygedagpenge har været meget højt i de første 100 dage. Årsagen er blandt andet den aktuelle høje beskæftigelse, hvor nogle simpelthen ikke kan følge med og derfor sygemeldes. Det er en tendens, som andre kommuner rundt i landet også oplever, pointerer Morten Lem (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget. Da udbetaling af sygedagpenge i 2007 allerede har sprængt de budgetterede rammer i Rebild Kommune, vil der i Jobcenter Rebild nu blive taget hårdt fat om problemet. - Det skal blandt andet ske ved en rokade af visse personalegrupper i jobcentret, påpeger Morten Lem. Stor interesse udefra At Jobcenter Rebild som pilotprojekt generelt er kommet godt fra start mener Morten Lem også har baggrund i at de omkring 65 sammenbragte ansatte allerede i efteråret var samlet til et fire dages kursus omkring de nye arbejdsopgaver, nemlig overtagelse af de tidligere statsopgaver omkring formidling af jobs til ledige. - De første 100 dage er gået så godt, at vi allerede flere gange har haft besøg af repræsentanter fra andre storkommuner, der gerne vil se hvordan vi griber opgaverne an. I næste uge kommer blandt andet folk fra Esbjerg Kommune på besøg, fortæller Morten Lem med en vis tilfredshed.