Jobcenter står i gæld til ledige

Det koster Brønderslev Kommune to-tre mio. kr. årligt at skylde ledige tilbud om aktivering.

Beskæftigelseschef Lone Becker. Arkivfoto: Kurt Bering

Beskæftigelseschef Lone Becker. Arkivfoto: Kurt Bering

Det koster Brønderslev Kommune et par mio. kr. om året, at man ikke når at sende alle ledige hurtigt nok i aktivering. Staten refunderer nogle af de penge kommunerne udbetaler i kontanthjælp, men det er en betingelse, at de ledige sendes i aktivering indenfor en bestemt tidsfrist. Ellers ryger refusionen. Jobcentret i Brønderslev er ikke helt så meget på dupperne med aktivering, som sammenlignelige kommuner, viser den seneste opfølgning på beskæftigelsesplanen for Brønderslev. - Jeg vil tro at det koster os to-tre mio. kr. om året i tabt refusion, siger beskæftigelseschef Lone Becker. I august 2011 skyldte jobcentret 16,3 procent af de jobklare kontanthjælpsmodtagere i Brønderslev Kommune et tilbud om aktivering. I de sammenlignelige kommuner var det kun 9,3 procent af kontanthjælpsmodtagerne, der havde aktivering til gode. Brønderslev har været bagud på området hele året. - Det er meget lidt vi halter bagefter. Vi er kommet bedre med end vi var for fem-seks måneder siden, siger Lone Becker. Problemerne med rettidighed i aktiveringen skyldes bl.a. teknologi. - Vores it-systemer er ikke optimale. Det lyder som en dårlig undskyldning, men vi knokler med det, forsikrer Lone Becker. Beskæftigelseschefen understreger, at der ikke er ambitioner om at nå op på 100 procents rettidighed. Kommunernes Landsforening (KL) har udsendt et notat om hvordan sygdom, ferie, kommunikation med a-kasserne og en række andre ting i nogle sager spænder ben for rettidig aktivering uden at kommunerne kan gøre noget ved det.