Arbejdsformidling

Jobcentre bryder loven

KØBENHAVN:Landets kommunale jobcentre bryder loven, når de skal finde arbejde til kontanthjælpsmodtagere. Så kontant lyder kritikken fra Rigsrevisionen i en ny rapport om landets jobcentre. De seks statsrevisorer har modtaget beretningen og vil i løbet af i dag komme med bemærkninger. Rigsrevisionen har blandt andet kigget på, om kontanthjælpsmodtagere får den indsats i jobcentrene, som de har ret og pligt til. Og svaret er et klart nej. - Det er Rigsrevisionens samlede vurdering, at jobcentrene ikke i tilstrækkelig grad lever op til de lovkrav, der gælder på beskæftigelsesområdet. Der er stor forskel på, i hvilken grad jobcentrene opfylder disse krav, står der i rapporten. Landets jobcentre har også fået udbetalt penge, de slet ikke havde ret til ifølge reglerne. /ritzau/