Jobcentre svigter it- uddannede

KØBENHAVN:Landets jobcentre ved alt for lidt om it-branchen og tilbyder ikke de relevante kurser til de ledige, lyder kritikken fra de it-professionelles fagforbund. Fagforbundet HK/Privat, der organiserer 17.000 it-professionelle i Samdata/HK, har eksempler på, at uddannede datamatikere tilbydes begynderkurser i it - powerpoint - hvis de får noget tilbudt. HK/Privat har lavet en undersøgelse blandt 103 ledige medlemmer. 57 procent er utilfredse med jobcentrenes efteruddannelsestilbud. Også hos Prosa, forbundet af it-professionelle, kender man problematikken. - Mange af vores ledige medlemmer har brug for en relativt kort opkvalificering for at komme ind i nogle af de job, som arbejdsgiverne skriger efter. På den måde er det tudetosset, at man ikke giver dem det, der skal til, siger Mads Kellermann, der er uddannelses- og beskæftigelsessekretær i Prosa.