Jobcentret flyttede ind

Fremover har beskæftigelsesindsatsen kun én indgang

Jesper Ramsing
Der var ikke mange kunder i butikken i går, da medarbejderne rykkede ind i det nye Jobcenter. Foto Peter Broen
Arbejdsformidling 6. marts 2007 05:00

BRØNDERSLEV: Borgere og virksomheder der i går skulle et smut forbi det nye Jobcenter i Brønderslev Kommune, måtte væbne sig med tålmodighed og overbærenhed. Det var nemlig Store Flyttedag for Jobcentret, hvor alle medarbejderne blev samlet i det gamle Landbo Nord i Brønderslev. Og det blev en dag, hvor de hyppigste gæster var flyttemændene, der knoklede med at få skrivebordene stillet ind på det rigtige kontor, og at de rigtige flyttekasser nåede frem til den rette ejermand. Jobcentret skulle ellers have slået døren op for borgerne 1. januar, men på grund af politisk uenighed, blev åbningen altså først en realitet i går. De sidste to måneder har medarbejderne derfor været placeret på forskellige adresser i Brønderslev. Derfor var det også spændte medarbejdere, der var på arbejde på denne lidt anderledes mandag. - Jeg har da set frem til i dag. Vi har jo ventet i et stykket tid. Men det er dejlige faciliteter, siger vejleder Bente Niemann, der tidligere sad i Brønderslev. Hun skal dele kontor sammen med tre andre - en fra Brønderslev og to fra Dronninglund. - Vi kommer jo fra enekontorer, så det bliver noget af en forandring, at skulle sidde fire i et kontor. Men nu har vi jo haft et par måneder til at lære hinanden at kende, siger hun. Vejleder Jette Larsen er en af dem, som Bente Niemann skal dele kontor med. Hun sad tidligere i Dronninglund, og for hende er det faktisk anden gang, at hun flytter. Første flyttede hun fra Dronninglund til Kornumgårdsvej i Brønderslev, og nu altså igen til det nye Jobcenter. - Det er dejligt at komme hertil. Nu ved vi, hvor vi skal være, og så kan vi for alvor for vejledningen om at køre, siger hun. Mens de fleste medarbejdere brugte dagen på at løfte i flyttekasser og få indstillet kontorstolen og besluttet, så var der enkelte ”kunder” i butikken. Næste opgave bliver nemlig at få fortalt borgere og virksomheder, at det nu er Jobcentret i Valdemarsgade, de skal gå til. Jens Sørensen var en af dem der ikke var klar over, at Jobcentret åbnede i går. - Jeg gik først ned på Kornumgårdsvej, hvor der var et skilt i døren om, at de var flyttet hertil, fortæller han. - Det er noget kaotisk lige nu, men det lyder da til at blive ok, siger han og nøjes med at glæde sig over, at selvbetjeningscomputeren virkede denne dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...