EMNER

Jobdating skal prøves

MAN Diesel inviterer nordjyske arbejdsgivere til jobmesse

Hylderne med komponenter til motor-montagen på MAN Diesel er ved at være tomme, og i stedet ledes nu med lys og lygte efter nye arbejdsgivere til de mange afskedigede medarbejdere. Arkivfoto

Hylderne med komponenter til motor-montagen på MAN Diesel er ved at være tomme, og i stedet ledes nu med lys og lygte efter nye arbejdsgivere til de mange afskedigede medarbejdere. Arkivfoto

Succes-kriteriet er at få mindst 10 virksomheder til at deltage i den jobdating, som MAN Diesel i Frederikshavn inviterer til på virksomheden torsdag 25. marts. Jobdating-arrangementet, eller jobmessen, skal skaffe de mere end 400 medarbejdere, der ikke kan fortsætte på MAN Diesel i direkte kontakt med andre virksomheder, der står med et behov for at ansætte nu eller senere. - Vi kan godt mærke, at det er lidt vanskelige tider lige nu, men foruden reklamespots på 24 NORDJYSKE, i lokalradioer og invitationer via direct mail kontakter vi på telefon alle de nordjyske virksomheder, vi har fået på en liste fra Nordjyllands Erhvervsråd, og som kan være relevante for vores dygtige medarbejdere, fortæller kommunikationschef Christine Lunde, MAN Diesel. Mange faggrupper Den folder, der er trykt i forbindelse med jobdating-arrangementet indeholder en oversigt over de 400 medarbejdere og deres kompetencer. Det er medarbejdere inden for 15-20 faggrupper, fra arbejdsmænd og lagermedarbejdere til smede, maskinarbejdere, montører, elektrikere, produktionsteknikere, tekniske assistenter, planlæggere, ingeniører, indkøbere, ledere m.fl. Næste hold på vej ud Næste større hold fyrede forlader virksomheden i slutningen af marts, og ifølge Christine Lunde er jobmessen et led i den hjælpe- og rådgivningspakke, som virksomheden har stillet op ovenpå nedlukningen af motorproduktionen i Frederikshavn og deraf følgende afskedigelse af godt 400 ansatte frem til sommer og efteråret. - Vi indretter jobmessen i en montagehal og håber, at i hvert fald mindst 10 nordjyske virksomheder vil benytte ide stande, vi sætter op. I løbet af kort tid kan de komme til at tale med så mange potentielle medarbejdere som muligt. Frem for at skulle bruge tid på at læse 600 ansøgninger til en ledig stilling, får virksomhederne her fordel af vores jobspeedingkoncept og får ansøgerne direkte i tale, påpeger Christine Lunde.