Jobefter fem års ledighed

Individuel coaching gjorde forskellen for arbejdsløs, som skiftede til en helt ny branche.

Der er gang i køkkenet i Sandwichcafeen, selv om klokken kun er ti, og der er et stykke tid til frokosttravlheden melder sig. Der skal fyldes op, snittes grønt og gøres klar, og en af dem, der er i fuld gang er Sanna Hørby. Hun har arbejdet her siden maj, og er godt på vej mod sin første fastansættelse i mere end fem år. - Jeg er rigtig glad for jobbet. Jeg har meget kundekontakt, og kan godt lide at lave mad, siger hun. Sanna er oprindelig kontoruddannet, og arbejdede i mange år ved forsvaret i København. Men da hun flyttede til Frederikshavn i 1995, havde hun svært ved at finde arbejde. Hun tog et elektronikkursus og fik job hos lysvirksomheden Martin, og senere fik hun et kontorjob. Men det var svært at få det hele til at hænge sammen med familielivet og tre børn, og derfor røg Sanna igen ud af arbejdsmarkedet. Hun kom derefter i aktivering flere steder, men gik uden fast arbejde i fem år, inden hun i foråret startede på et AMI-kursus. Her var hun bare en af mange, der følte sig så langt fra arbejdsmarkedet, at det føltes nærmest umuligt at komme tilbage i et fast job. Men efter forløbet på AMI gik det til gengæld stærkt. På projektafdelingen fik Sanna nyt mod på jobsøgningen. - AMI er det bedste sted, jeg har været. Her er jeg ikke blevet presset til at tage et job, jeg ikke havde lyst til. De har lyttet til mine behov, fortæller Sanna. Hvad kan jeg? På AMI-centret var der nemlig tid til, at Sanna kunne afdække sine muligheder og stille og roligt finde frem til det, som hun gerne ville lave i fremtiden. Hun har tidligere haft køkkenjobs, og efter afklaringsforløbet på AMI-centret var hun klar til at starte i et praktikforløb inden for denne branche. Hun valgte Sandwichcafeen, fik hjælp til at tage kontakt, og siden da er det gået glat for Sanna. I starten havde hun 20 timer om ugen, men er nu trappet op og arbejder fuld tid. Det er noget anderledes end de aktiveringsjobs, hun tidligere har været i. - Førhen er jeg bare blevet kastet ud i en fuldtidspraktikplads, og det kunne jeg bare ikke holde til. Her har jeg fået lov til at tage det stille og roligt, og så hænger det også bedre sammen derhjemme, siger Sanna. Efter en veloverstået praktiktid, blev Sanna ansat på løntilskud. Det vil sige, at arbejdsgiveren får tilskud til hendes løn Skeptisk i starten Det er første gang, at Sandwichcafeen har taget en praktikant ind, og cafeens ejer, Hanne Schultz, var da også noget skeptisk i starten. - Der er jo mange hensyn, der skal tages lige pludselig, men Sanna faldt hurtigt godt ind, og det fungerer rigtig godt, siger hun. Den vigtigste årsag til, at hun overhovedet sagde ja, var at Sanna selv henvendte sig med ønsket om en praktikplads. Der skal være en gensidig vilje til at få praktiktiden til at fungere. Og cafeejeren vil da heller ikke afvise, at hun kan finde på at tage en praktikant ind en anden gang. - Det vil jeg gerne gøre for at hjælpe dem i gang, men jeg kan nok ikke love, at det vil føre til fastansættelse, siger Hanne Schultz. Det ser dog ud til, at det bliver tilfældet for Sanna. Efter nytår er det nemlig planen, at hun skal fastansættes på helt ordinære vilkår. Måske bliver det ikke på fuld tid som nu, men i hvert fald er der timer til hende i Sandwichcafeen. Og med 20-25 timer kan hun forsørge sig selv, og samtidig få familielivet til at hænge sammen. - Arbejde er ikke alt for mig. Familien betyder meget, og den har jeg fået mere tid til nu. Og nu er jeg også blevet mere selvsikker og selvstændig, end jeg har været før, siger Sanna Hørby.