Jobfest synes uden ende

Arbejdsløshed 9. marts 2007 05:00

NORDJYLLAND: En forventning om en ledighed på under 100.000 ville for ikke så længe siden have fået alle ædruelige økonomer til at ryste på hovedet, men ikke desto mindre vil det snart være en realitet, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Fra december sidste år til januar i år faldt ledigheden med 2500 personer til 105.300 fuldtidsledige, når der er korrigeret for sæsonudsving. Tallet svarer til en ledighed på 3,8 procent mod 3,9 måneden forinden. Den meget lave ledighed er en konsekvens af, at arbejdsløsheden har været faldende siden december 2003, hvor den toppede med 185.800 ledige. Faldet på 80.500 svarer til 43 procent. I gennemsnit er ledigheden faldet med 2200 fuldtidspersoner hver måned siden udgangen af 2003. Største fald Ifølge Nykredit er Nordjylland den region, der det seneste år har oplevet det største fald i antallet af ledige. I tal var der i januar 16.439 ledige nordjyder. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener, at endnu flere kan komme i arbejde. I den forbindelse peger han på, at ordninger har givet arbejdsgiverne appetit på at hyre folk. Og det er ikke kun de bedst stillede, der nu får løncheck fra en arbejdsgiver. - Mange af de grupper, der traditionelt set betragtes som lidt svagere, er også kommet i arbejde, siger ministeren til Ritzau. Han glæder sig specielt over, at antallet af passive kontanthjælpsmodtagere, der ikke er i aktivering, på et år er faldet med 13.500 eller 15 procent.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...