Jobfradrag skal skaffe job

KØBENHAVN:Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener, at regeringen skal satse på jobfradrag til de beskæftigede, hvis der bliver plads til skattelettelser i en ny valgperiode. Regeringen indførte jobfradraget i forbindelse med forårspakken i 2003 for at øge motivationen til at tage job fremfor at modtage dagpenge og kontanthjælp. I dag er jobfradraget på 7200 kroner for alle, der betaler mellemskat. Og det fradrag vil beskæftigelsesministeren sætte op, hvis der bliver råd til det. - Det er ikke noget valgløfte. Men i det omfang vi kan skaffe penge til nye skattelettelser, vil jeg lægge mit lod i vægtskålen på, at det bliver i form af jobfradrag, siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau. Udmeldingen kommer, efter at de økonomiske vismænd har præsenteret nye beregninger, som viser en overraskende stor beskæftigelseseffekt ved jobfradraget. Ifølge overvismand Peter Birch Sørensen har jobfradraget haft en positiv effekt på dansk økonomi. Når det gælder om at øge arbejdsudbuddet er jobfradraget lige så effektivt som lettelser i top- og mellemskatten, og samtidig sender fradraget flere penge tilbage i skattekassen end andre typer af skattelettelser. Resultatet giver beskæftigelsesministeren blod på tanden: - Vores største problem rent skattemæssigt er, at afstanden mellem at være på passiv forsørgelse og gå på arbejde er alt for lille for en stor gruppe af mennesker. For mig har det hele tiden været afgørende, at vi øger indkomstforskellen mellem at være i arbejde og ikke at være i arbejde, så tilskyndelsen til at tage arbejde stiger. Derfor er det glædeligt, at det nu sort på hvidt dokumenteres, at jobfradraget rent faktisk er et effektivt redskab, siger beskæftigelsesministeren. De Konservative, der har skattelettelser som fast mantra, tager beskæftigelsesministerens udmelding som udtryk for, at Venstre er med på ideen. Hidtil har Venstre vægret sig mod pres fra De Konservative for at give vælgerne håndfaste løfter om nye skattelettelser. /ritzau/