Lokalpolitik

Joboprustning i kommunerne

KØBENHAVN:En kraftig stigning i antallet af skrivebordsfolk på de kommunale rådhuse og i regionernes hovedsæder er midlertidig. De mange nye akademikere og it-specialister skal nemlig bane vej for, at kommunerne og regionerne ad åre kan skære ned på personalet igen. Det siger Venstres kommunalordfører, Erling Bonnesen, til en opgørelse fra den borgerlige tænketank, Cepos. - De nye fagfolk vil gøre det muligt at sende flere opgaver i udbud og lægge en masse opgaver over til elektronisk sagsbehandling. Og så vil der stille og roligt blive brug for færre ansatte til gammeldags papirarbejde, som vil gå af - mest ved naturlig afgang, siger han. Opgørelsen viser, at det foreløbig er gået stik modsat med kommunalreformen i forhold til den større satsning på blandt andre sundhedsplejeres og pædagogers "varme hænder" i den borgernære service, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som daværende indenrigsminister udråbte som et af hovedformålene. Ifølge Cepos har kommunerne og regionerne i de seneste tre år øget det samlede antal administrativt ansatte med 14 procent eller i alt 8500 personer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Til sammenligning er det samlede antal ansatte - skrivebordsfolk plus borgernært personale - kun øget med i alt 6,3 procent. 33.000 flere ansatte Den samlede stigning er på i alt 33.000 ansatte. Der er altså ganske vist ansat flest nye til borgernære opgaver. Men stigningen har været forholdsvis størst blandt skrivebordsfolkene. Og det er en helt forudsigelig konsekvens af kommunalreformen, der skar de gamle 271 kommuner ned til 98, siger Socialdemokraternes kommunalordfører, Rasmus Prehn. - Når vi fik de større enheder, ville der også automatisk blive et behov for at opruste i borgmesterkontorerne. Og der er en tendens til, at bureaukrati avler mere bureaukrati. Så jeg mener, at det er ønsketænkning at tro, at antallet af administrativt ansatte vil falde igen, siger Rasmus Prehn. Reformen har dog gjort de større kommuner i stand til at levere en velfærdsservice, som de gamle småkommuner sikkert ikke havde kunnet opretholde, siger S-kommunalordføreren. De Konservatives medlem af Folketingets kommunaludvalg, Henrik Rasmussen, vil tage udviklingen op med indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V). - Det er en helt forkert udvikling. Der skal skæres ind til benet, siger Henrik Rasmussen./ritzau/