Jobpatrulje fik bid otte gange

LO-udsendinge gik ikke forgæves en eneste gang i Hadsunds omegn

Arbejdsmiljø 24. juni 2003 08:00

HADSUND: Den sikre sommerbebuder, Jobpatruljen, lader sig ikke gå på af, at sommervejret lader vente på sig, og er for længst draget ud for at afsløre ulovligheder omkring unges arbejdsforhold, og søndag nåede patruljen til sommerlandet omkring Hadsund. Her blev nødvendigheden af LOs særlige indsats over for de unge endnu en gang understreget, da patruljen afslørede otte ulovlige forhold. Det værste eksempel var en ung pige, der var ansat i en iskiosk uden ansættelseskontrakt og passede kiosken alene om aftenen og i weekenderne. Og for ligesom at fuldende billedet så fik hun også en alt for lav løn. Overtrædelsen er så grov, at forholdet er meldt til Arbejdstilsynet, oplyser Bo Byrial Nielsen, informationsmedarbejder hos LO-Nordjylland. Omkring de øvrige forhold nøjedes patruljen med, som hovedformålet er, at informere de unge og deres arbejdsgivere om de ulovlige forhold. Generelt drejer det sig typisk om, at de unge arbejder sort, arbejder alene om aftenen og i weekenderne, arbejder med farlige maskiner, får for lidt i løn, ikke får løn under sygdom, og at praktisk talt ingen har en ansættelseskontrakt. - Det er helt uacceptable og groteske forhold, der møder Jobpatruljen i år, lyder Bo Byrial Nielsens konklusion. I forhold til det generelle billede adskiller Hadsund sig ikke meget. De øvrige syv forhold, Jobpatruljen påtalte, drejede sig om for lav løn, for lange arbejdstider, alenearbejde, og manglende løn under sygdom. Og ingen havde en ansættelseskontrakt. To tilfælde gjaldt arbejde med pappressere, som er blandt de "farlige maskiner", unge under 16 år ikke må betjene. De må kun fodre og tømme presserne. - Hvert år mister mange unge fingre og får ødelagt deres hænder, når de kommer i klemme i en arbejdende pappresser, og hvert år afslører Jobpatruljen en stribe eksempler. Alle større forretninger har en pappresser stående og typisk bliver de unge sat til at arbejde med dem, men det er altså både ulovligt og farligt, understreger Bo Byrial Nielsen. Jobpatruljen får desuden ofte mistanke om, at unge arbejder sort, hvilket ikke blot er ulovligt, men også risikabelt. - Skulle der ske den unge noget, er der ikke noget bevis på ansættelsen. Og da de fleste unge har frikort og altså ikke betaler noget i skat, så er sort arbejde på alle måder en rigtig rigtig dårlig idé, bemærker Bo Byrial Nielsen. Jobpatruljens hidtidige indsats har i øvrigt bekræftet indtrykket, at der sjældent er problemer i de større byer, men at man har en meget lemfældig omgang med love og regler for unge på arbejdsmarkedet ude i sommerlandet. Jobpatruljen fortsætter frem til 8. juli.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...