Jobprojekt måske ubrugeligt

Projektet stoppes måske af beskæftigelsesminister

BROVST:Socialudvalgets ny job-projekt ”Fra kontanthjælp til selvforsørgelse” bliver måske ikke til noget. Måske bliver det ramt af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) udspil, som skal stoppe de projekter, han betegner som kassetænkning. Brovst-projektet går ud på, at kommunen skal ansætte 10-20 kontanthjælpsmodtagere i et år til overenskomstmæssig løn. De skal desuden meldes i a-kasse. I løbet af året skal de oplæres og i praktik. Målet er, at de efter et år kan træde ind i et regulært job. Hvis de ikke kan finde et job, er de berettiget til dagpenge, og dermed har kommunen ingen udgifter til kontanthjælp. Men et projekt i Hobro, som minder meget om Brovst-projektet, har fået Claus Hjort Frederiksen til at gribe ind. Han vil have sat en stopper for, at folk kan optjene ret til dagpenge ved at deltage i projekter, der minder om aktivering, eks. ansættelse i kommunerne. Han mener ikke, det kan sidestilles med arbejde, som normalt udbydes på normale ansættelses- og lønvilkår. - Vores projekt er skåret efter de samme principper som projektet i Hobro. Derfor skal vi nu have kigget på vores projekt en ekstra gang, siger socialudvalgsformand Ole Christensen (S). Han tilføjer, at Brovst-projektet ikke er et forsøg på kassetænkning. - Men vi ved selvfølgelig først efter et år om vores job-projekt har medvirket til, at deltagerne er kommet ud i et regulært arbejde, siger socialudvalgsformanden. Brovst-projektet vil for et år give kommunen en mer-udgift på 1,6 mio. kr. Men da alle derefter enten vil være i arbejde eller få dagpenge, vil den kommunale udgift være tjent ind i løbet af halvandet år.