EMNER

Jobtilbud: Sig ja nu, hør om lønnen senere

Først måtte de ansatte tage forbehold, nu må de ikke

HJØRRING:De ansatte på HMAK, som har sagt ja til at flytte med til Ballerup, har nu fået en besked fra centralt hold, som går stik imod, hvad de har fået at vide lokalt i Hjørring. I begyndelsen af september fik de ansatte ellers den besked fra den lokale ledelse, at de kunne sige ja med forbehold. Men nu lyder beskeden derimod, at man ved at have forbehold reelt har afvist tilbuddet om overførsel til Ballerup. Fastholder man sine forbehold, vil man blive sat på genplaceringslisten med henblik på en eventuel senere afsked. Det har skabt frustration blandt de ansatte. - Vi er trætte af, at man nu alligevel ikke kan tage forbehold, og vi er trætte af det i det hele taget. Personligt har jeg det sådan, at det er lidt som at slå i en dyne, siger Karl Damm, tillidsmand for ingeniørerne. Ingeniørerne har nu sammen med akademikerne på HMAK bedt jursiter om at undersøge, om forsvarets fremgangsmåde overhovedet er lovlig. HK'ernes tillidsrepræsentant Susie Skov Meldgaard er på linie med ham: - Det er min oplevelse, at det giver anledning til frustration, fordi det er at blive trukket igennem det hele en gang til. Jeg oplever det som om, at Forsvarets Personeltjeneste er ude i en omgang rygsvømning uden nogen fornemmelse for, hvordan man kunne have håndteret situationen med hensyn til medarbejderne, siger hun. Hos Forsvarets Personeltjeneste har specialkonsulent Katrine Kirketerp-Møller ikke nogen kommentarer til, at ingeniørerne og akademikerne har sat jurister på sagen. - Men vi er vidende om, at de lokale chefer havde sagt, at de ansatte kunne tage forbehold. Det har de sikkert gjort, fordi de troede, at det var sådan. Men det kan man altså ikke. Jeg forstår godt, at medarbejdere er frustrerede. De store omstruktureringer, der er indeholdt i forsvarsforliget, er hårde for medarbejderne, siger hun. Hun bekræfter, at det for nogen ikke er muligt at få lønnen oplyst, da nogle først tiltræder i 2008.