Jobtræningscenter opsiger aftale GRÅZONE: Kommunen vil undgå at være konkurrenceforvridende

AALESTRUP:Det var muligvis Aalestrup Kommune, som selv tog kontakt til virksomheden 2B Lønpak. Det oplyser socialchef Peter Barrett. Dengang mente kommunen, at virksomhedens opgave egnede sig godt afklaring på Østerbølle Jobtræningscenter. Det vil sige at finde ud, hvor meget arbejde en ledig kan overkomme. Men i sidste uge valgte kommunen altså alligevel at opsige samarbejdet. – Vi har valgt at stoppe med øjeblikkelig virkning, da de fordele, som vi har haft med projektet ikke står mål med de problemer, vi kan løbe ind i ved at risikere at være konkurrenceforvridende, siger socialudvalgsformand Søren P. Johansen(S), der hæfter sig ved, at kommunens samarbejde med 2B Lønpak ikke er i samme størrelsesorden som f.eks. Herning Kommune. Opsigelsen sker efter, at Holm Industries, et firma, der laver de samme opgaver som 2B Lønpak, har kritiseret en række kommuner herunder Aalestrup Kommune for at være konkurrenceforvridende. Trist udvikling I SIDS magasin Fagbladet erkender direktøren for 2B Lønpak Bøje Bønsøe, at samarbejdet med kommunerne er konkurrenceforvridende: – Det er trist. Men vi kan ikke selv producere i Danmark til den pris, vi får. Stort set alle i branchen bruger kommunerne - enten ved at sende produktion ud til kommuner eller med ansatte med tilskud. Her oplyser direktøren også, at årsagen er, at en lokal SID-afdeling gennemførte en overenskomst om, at timelønnen til de ansatte skulle være 15 procent højere. Søren P. Johansen hæfter sig ligesom kommunens socialchef ved, at arbejdet for 2B Lønpak ikke indgik i den almindelige aktivering på Østerbølle Jobtræningscenter. – Vi mener ikke, at vi er galt på den, da vi til pakningen har brugt folk, som skulle lære, hvad det vil sige at have et arbejde f.eks. at møde om morgenen fordi, at de tidligere har haft en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. De, som står 100 pct. til rådighed for arbejdsmarkedet, har udført andet arbejde, fortæller Peter Barrett. Den forskel giver Poul Erik Kristensen, som er formand for Specialarbejderforbundets afdeling i Aalestrup ikke meget for: – Jeg mener egentlig, at det er ligegyldigt, når det drejer sig om, at en privat virksomhed bliver truet på det, som det skal leve af. Undren over prisniveau Omkring fire til seks personer har udført opgaven for 2B Lønpak, som bestod i at proppe skruer, dyvler og beslag ned i poser. Peter Barrett vurderer, at tallet ikke er helt præcist, da personerne ikke har været fast tilknyttede. Men ifølge direktør Søren Holm Sørensen fra Holm Industries er facit alligevel, at arbejdskraften fra de ledige i Aalestrup Kommune er 60 pct. billigere. Derfor undrer det ham, at der ikke var nogen embedsmænd, som undersøgte prisniveauet på markedet. – Vi godkendte det, som firmaet(2B Lønpak red.) sagde, at det kostede på grund af, at vi tog det ind som afklaring. På det tidspunkt var der heller ikke nogen vejledninger for konkurrenceforvridning. Derfor foretog vi ikke en sondering, siger Peter Barret. Advarsel om lovbrud I sommer mødtes Søren P. Johansen, Peter Barret og Poul Erik Kristensen for at tale om arbejdet på Østerbølle Jobtræningscenter. – Jeg gjorde opmærksom på, at der er efter vores mening var tale om lovbrud, da der på det tidspunkt var tale om folk på kontanthjælp, som udførte det samme type arbejde som 20 ansatte i Karup, siger Poul Erik Kristensen. Men han gjorde ikke mere ved sagen. Ifølge Poul Erik Kristensen fik han at vide, at aftalen ikke var konkurrenceforvridende på grund af på grund af en kommende lovændring. – Set i bakspejlet burde jeg måske have holdt mere fast i sagen. Noget tyder på, at det alligevel er konkurrenceforvridende. Hvorfor skulle kommunen ellers stoppe projektet?, spørger Poul Erik Kristensen retorisk. Peter Barrett mener ikke, at vejledningen om konkurrenceforvridning er fyldestgørende : – Der vil på en eller anden måde altid være tale om konkurrenceforvridning medmindre, at vi laver en aktivitet for de ledige, som ikke har noget indhold. Så ville det være noget såsom at grave et hul og fylde det til igen.