Joe Biden dropper løfte om hurtigt at hæve flygtningeloft

Biden har lovet, at USA vil give flere flygtninge adgang end under Trump, men fastholder nu samme antal.

WASHINGTON D.C.: USA's præsident, Joe Biden, har skiftet kurs i forhold til det antal flygtninge, som han vil tillade indrejse i USA om året.

Biden har fredag således valgt at fastholde antallet af flygtninge på samme rekordlave niveau som under forgængeren Donald Trump.

Og det har udløst vrede fra Bidens demokratiske partifæller, skriver BBC.

For to måneder siden lovede Biden at hæve loftet til 65.500 flygtninge, men fredag har han besluttet at fastholde det på de 15.000, som Trump lagde sig fast på.

Talskvinde i Det Hvide Hus, Jen Psaki, har efterfølgende meddelt, at Biden senest 15. maj vil hæve loftet, men nævner ikke til hvor meget. Hun siger dog, at "hans oprindelige mål om 65.000 virker usandsynligt".

Biden er angiveligt bekymret for at lukke flere ind i landet på et tidspunkt, hvor strømmen af latinamerikanske migranter er uhørt kraftig ved grænsen mellem Mexico og USA.

Formanden for udvalget for udenlandske relationer i Senatet, demokraten Bob Menendez, betegner i et brev til Biden 15.000 som et "rystende lavt" antal.

- Eftersom vi står over for den største globale flygtningekrise i historien med 29,6 millioner flygtninge spredt ud over verden, er genbosættelse et vigtigt redskab til at yde beskyttelse for dem, der flygter fra forfølgelse, skriver han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Også senator Dick Durbin, der er blandt Demokraternes højest rangerede i Senatet, er skuffet, beretter nyhedsbureauet Reuters.

- Der er ingen grund til at begrænse tallet til 15.000. Sig, at det ikke er sådan, præsident Joe.

Den venstreorienterede demokrat Alexandria Ocasio-Cortez, der sidder i Repræsentanternes Hus, udtrykker sin skuffelse mere kontant.

- At opretholde Trump-administrationens fremmedhadske og racistiske politik er ganske enkelt forkert. Hold dit løfte, skriver hun blandt andet i et tweet.

Donald Trump forsøgte i sine fire år som præsident at begrænse antallet af migranter til USA, og det lave antal flygtninge var en af måderne.

I Barack Obamas sidste år som præsident blev næsten 85.000 personer med flygtningestatus tilladt at slå sig ned i USA, skriver BBC.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.