Joe Bidens søn er under efterforskning i skattesag

Hunter Biden siger onsdag, at han er under efterforskning, men at han ikke har foretaget sig noget ulovligt.

USA's kommende præsident Joe Bidens søn, Hunter Biden, er under efterforskning af de føderale myndigheder i en skattesag. (Arkivfoto)

USA's kommende præsident Joe Bidens søn, Hunter Biden, er under efterforskning af de føderale myndigheder i en skattesag. (Arkivfoto)

DOVER:USA's kommende præsident Joe Bidens søn, Hunter Biden, er under efterforskning af de føderale myndigheder i en skattesag.

Det oplyser Hunter Biden selv onsdag lokal tid. Undersøgelsen ledes af delstaten Delawares statsadvokat.

Hunter Biden siger i en kort meddelelse, at han ikke har foretaget sig noget ulovligt.

- Jeg tager denne sag meget seriøst, men jeg er sikker på, at en professionel og objektiv gennemgang af disse sager vil vise, at jeg har gjort tingene lovligt og ordentligt, siger han.

Ifølge den 50-årige Biden blev han bekendt med sagen tirsdag via sin advokat.

Joe Bidens overgangsteam har onsdag udsendt en erklæring, hvor Biden udtaler, at han "er meget stolt over sin søn".

Biden fremhæver, at Hunter har kæmpet sig "gennem vanskelige udfordringer, inklusive de seneste måneders onde angreb, og han er kommet stærkere ud".

Præsident Donald Trump har gentagne gange anklaget Hunter Biden for at tjene penge på at bruge familienavnet i udlandet.

Hunter Biden arbejdede for et ukrainsk gasselskab, mens Joe Biden var vicepræsident under den tidligere præsident Barack Obama.

Hunter Bidens rolle har tidligere været under angreb og er blevet kaldt korrupt af Donald Trump. Der er endnu ingen beviser, der har kunnet bakke den påstand op.

Ligeledes har Joe Biden kategorisk afvist Trumps beskyldninger.

- Der er intet hold i de påstande, sagde Joe Biden under en tv-debat i oktober kort før præsidentvalget.

En unavngiven kilde med kendskab til efterforskningen siger til nyhedsbureauet Reuters, at dette ikke er relateret til de angreb, som Trump og hans allierede har fremlagt mod Hunter Biden.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.