Joe & Juice lever videre i Norge efter konkurstrussel

ISS havde begæret Joe & Juice konkurs i Norge. Begæringen er nu trukket tilbage.

KØBENHAVN:Joe & Juice er ikke længere begæret konkurs i Norge.

Det oplyser juicekædens administrerende direktør, Sebastian Vestergaard, på LinkedIn.

Den danske servicekoncern ISS begærede i sidste uge juicekæden konkurs, men nu er sagen lukket, og ISS har trukket begæringen tilbage.

Ifølge Sebastian Vestergaard var der tale om en uenighed på 25.000 kroner, som førte til konkursbegæringen.

Han oplyser, at man godt var klar over, at der var en uenighed med ISS, men juicekæden havde ikke forventet, at det ville munde ud i en konkursbegæring.

Han kalder det en "skævbold" fra ISS, som har givet rystelser gennem hele Joe & Juice.

- Medarbejdere, kunder, leverandører og mange andre bliver forståeligt usikre.

- Derfor er jeg glad for at kunne lukke sagen i går, hvor ISS trak deres uberettiget konkursbegæring i Oslo tilbage. Vi vil finde en mindelig løsning på det beløb, vi er uenige om, skriver Sebastian Vestergaard på Linkedin.

Joe & Juice har mere end 300 butikker i 16 lande og har omkring 1800 ansatte.

Over for det norske erhvervsmedie E24 bekræfter ISS, at konkursbegæringen er trukket tilbage.

- ISS Norge og kunden har indledt en dialog for at finde en løsning på sagen. Som led i dette er begæringen om konkurs trukket tilbage, siger kommunikationsdirektør Ronny Pettersen til E24.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.