Drab

Jønke bliver bag tremmer

Flere end 100 rockere fra hele Europa var mødt op foran Københavns Byret for at støtte Jønke

omkring 100 rockere fra ind-og udland var mødt op foran retten for at vise deres støtte til den fængslede Jørn Jønke Nielsen. 
Foto: Bax Lindhardt/Scanpix

omkring 100 rockere fra ind-og udland var mødt op foran retten for at vise deres støtte til den fængslede Jørn Jønke Nielsen. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix

KØBENHAVN:Københavns Byrets bygninger på Nytorv og i Slutterigade blev rystet i deres grundvold, da dusinvis af Harley Davidson-motorcykler med rungende benzinbrøl akkompagnerede rockeren Jørn Jønke Nielsens exit fra byretten. Det skete efter et retsmøde, hvor Hells Angels-rockeren endnu en gang fik forlænget sin varetægtsfængsling i sagen, hvor han er sigtet for særdeles grov vold i forbindelse med et knivstikkeri i december. Jønkes forsvarer og de flere end 100 rockere fra hele Europa uden for byretten var om ikke rystede, så i hvert fald rystende uenige i rettens kendelse. Retten var enig med anklager Anne Birgitte Stürup om, at Jønke Nielsen på fri fod ville risikere at begå ny kriminalitet. Stürup betegnede Jønkes kriminelle fortid som "en ubrudt kæde af volds- og drabsdomme". – Det ubrudte mønster skulle altså bestå i to domme i en periode på 27 år, indvendte forsvarer Michael Juul Eriksen. Siden nogle voldsdomme i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne er Jønke dømt to gange. I 1988 fik han 16 års fængsel for drabet på Bullshitrockeren Makrellen, der blev begået i 1984. I 2002 blev Jønke idømt fire års fængsel for at være indblandet i et drab på en Bandidosrocker i Jomfru Ane Gade i Aalborg året før. Jønke blev dømt for vold, mens en anden blev dømt for at have ført kniven. Siden har Jønke holdt sin sti ren, og ifølge ham selv var knivstikkeriet i december udelukkende for at forsvare sig selv og at han handlede i nødværge. Ifølge rockeren vristede han – efter selv at være blevet stukket – kniven fra overfaldsmanden og stak ham. Den 23-årige hævder, at det var Jønke og kammeraten, som havde kniven. Først til februar kommer Jønkes sag efter planen for et nævningeting i Københavns Byret. Sagen er blevet forhalet af, at Jønke skal mentalundersøges. Selv nægter han at medvirke, og han skal derfor tvangsindlægges på den sikrede retspsykiatriske afdeling i Nykøbing Sjælland, kaldet Sikringen, hvor mentalundersøgelsen skal foretages. Her er der først plads i løbet af efteråret./ritzau/