Jønke forsøger sig med Højesteret

Rocker er færdig med at tænke

Organiseret kriminalitet 22. september 2002 08:00

AALBORG: Efter ganske kort betænkningstid har Hells Angels-rockeren Jørn Jønke Nielsen besluttet sig for, at han ikke uden videre accepterer den dom på fire års fængsel, han onsdag fik i Vestre Landsret i Aalborg. Rockeren vil forsøge at få straffens længde forkortet i Højesteret, berettede Ekstra Bladet i går. Jørn Jønke Nielsen blev dømt for at have sparket og trampet på slagsbroderen Flemming Jensen, Langå, da sidstnævnte 12. august sidste år mistede livet i en blodpøl på Aalborg-værtshuset Robin. Dødsårsagen var en serie knivstik fra et 21-årigt HA-prøvemedlem, men også andre rockere kastede sig over Flemming Jensen, og landsretten fandt det altså bevist, at Jørn Jønke Nielsen var én af dem. En afgørelse stik modsat byretten, hvor Jørn Jønke Nielsen i april blev pure frifundet. Den 42-årige rocker erklærede efter landsrettens dom, at han ville overveje en eventuel behandling i Højesteret nøje. - Det er jo dyrt nok, det jeg skal til at betale for, sagde han med henvisning til sine foreløbige advokatudgifter i sagen. Alene byretssagen kommer angiveligt til at koste rockeren et par hundrede tusinde kroner. Hvis Højesteret nu skal vurdere straffens længde, kræver det, at Jørn Jønke Nielsen får en såkaldt tredjeinstansbevilling. Den skal søges hos Procesbevillingsnævnet, og hans forsvarer i landsretten, Preben Stuer Lauridsen, var efter domsafsigelsen ikke optimist hvad en sådan bevilling angår. - Jeg tror ikke selv, at vi får det, konstaterede han. Procesbevillingsnævnet kan kun give tilladelse til prøvelse i tredje instans, hvis sagen er af principiel karaktér. Onsdagens dom var ikke mindst opsigtsvækkende, fordi landsretten i modsætning til byretten lagde ganske stor vægt på vidneforklaringer, som de pågældende vidner ikke afgav i retten. En stribe vidner har til politiet fortalt, hvordan de så Jørn Jønke Nielsen sparke og trampe Flemming Jensen, men da sagen nåede frem til retten, var de så bange for rockermiljøet, at de stort set intet kunne huske. Et enkelt meget skræmt vidne fik lov til helt at undlade at afgive forklaring. Landsretten fandt det forsvarligt at tillægge vidnernes oprindelige forklaringer til politiet bevisvægt, og Jørn Jønke Nielsen kan nu håbe, at Procesbevillingsnævnet finder den fremgangsmåde værende af principiel karaktér.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...