Jørgen Lindegaard runder 60

Jørgen Lindegaard, forhenværende topchef i SAS, fylder i dag 60 år.

Jørgen Lindegaard
7. oktober 2008 06:00

Efter fem stormfulde år i SAS runder Jørgen Lindegaard på tirsdag 60 år midt i en noget mere stille periode som topchef for rengøringskoncernen ISS. Telebranchen blev en ung Jørgen Lindegaards første møde med erhvervslivet efter uddannelsen som civilingeniør på DTH i 1968. Det begyndte nemlig med job hos Philips Telekommunikation og Fyns Telefon. Hos Fyns Telefon gik han fra at være almindelig ansat i 1977 til topposten som administrerende direktør i 1990. Året efter blev Jørgen Lindegaard administrerende direktør for det daværende KTAS. KTAS blev til Tele Danmark, og så tog Jørgen Lindegaard fat på jobbet som topchef hos telegrafkæmpen GN Store Nord. Her fik han et yderst positivt ry, fordi aktiekursen steg markant under Lindegaards ledelse. Karrieren havde også kurs mod himlen, da Jørgen Lindegaard snuppede det højtprofilerede job som kaptajn for SAS. Planerne var store med et ekspansivt mål. Men det hele endte i fem års hård krisehåndtering. Udsigten til høj sol og fart på flyene ved tiltrædelsen i maj 2001 blev pludselig en septemberdag erstattet af dyster krise med terrorangrebet den 11. september i USA. Med et slag måtte røg hele flyindustrien ind i kæmpe krise, og så skulle der spares mange stillinger i det skandinaviske flyselskab. Det var en godt slidt topchef, der stoppede i maj 2006. - Jeg har næsten ikke holdt en fridag, og når jeg har været på ferie, har jeg altid været på telefonen alligevel. Jeg føler, at jeg har arbejdet for 10 år, selv om det kun er fem, sagde Jørgen Lindegaard i forbindelse med afskeden. Få måneder senere var der så en ny toppost klar, og så kunne Jørgen Lindegaard igen fokusere på det, han er kendt for at være god til - vækst. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...