Jørgen Peiter: Min moral sidder ikke i tegnebogen

Jørgen "Peiter" Petersen er ukuelig optimist trods skibakkens kollaps

EMNER 1. september 2008 06:00

FREDERIKSHAVN: - I går var en rigtig fin dag, men den gode nyhed er, at i dag bliver endnu bedre... Det siger Jørgen Petersen til sig selv hver morgen, når han slår øjnene op. "Peiter" er ukuelig optimist. Fuld af gode idéer og masser af energi. Selv ikke de seneste dages modgang i sagen om skibakken i Flade Bakker kan slå 64-årige "Peiter" af pisten. Nu udtaler han sig for første gang om skibakkens kollaps. Afgørelsen fra Statsforvaltningen og de efterfølgende avisudklip har han sendt til sine medinvestorer i Skicenter Nordjylland ApS - og rådet fra hans kompagnoner er klart: - Kampen er vist slut, Jørgen. Det er tid at trække stikket ud. I februar 2006 købte investorerne skibakken og boligarealet ved Flade Bakker af kommunen for 7,4 mio. kr. Hvor meget Peiter & Co. har brugt på hele forarbejdet, vil han ikke sætte tal på. - Men hver gang kommunen har lagt én krone, er vi kommet med fem, siger han. Konkurrencemenneske Trods modgangen fortryder Jørgen Peiter ikke, at han involverede sig i Projekt Skibakke. - Jeg elsker konkurrence. Det er med til at udvikle. Og vi behøver ikke alle at være enige om alt. Så længe vi går efter bolden og ikke efter manden, siger han. Med udtryk fra sportens verden, der har været et omdrejningspunkt i hele hans tilværelse. Men det hár gjort indtryk og gjort ondt, det der de seneste dage er sagt og skrevet om "Peiter" og de øvrige investorer bag Skicenter Nordjylland. At blive kaldt "smart forretningsmand" bryder han sig tydeligvis ikke om. Og helt galt bliver det, når ordet "Farumsag" dukker op. Det giver straks ubehagelige billeder. Af Brixtofte. For meget dyr rødvin på skatteydernes regning. Danmarkshistoriens største kommunale skandale. Det er ikke rart selskab. Hverken for en toppolitiker. Eller for en sportsforhandler, der er født og opvokset i Frederikshavn. Og hele sin voksentilværelse har været med til at holde hjulene i gang i sin barndomsby. I med- og modgang. Dømt ulovlig Som tidligere omtalt har Statsforvaltningen Nordjylland underkendt den seneste konstruktion i det næsten ni år lange forløb om et helårs skicenter i Flade Bakker. Kommunen må ikke yde støtte til en privat virksomhed, fastslår Statsforvaltningen og trækker dermed tæppet væk under skicenteret. Til stregen - Min moral sidder ikke i tegnebogen. Men kommunen ønskede, at vi skulle garantere fem års drift af skibakken. Derudover har vi mistet 20 mio. kr. i Mål 2-midler, der oprindeligt var stillet i udsigt. Samtidig ved vi, at byggeriet er for nedadgående, så salget af de 138 byggegrunde vil strække sig over mange år. Måske fem-ti år. Derfor foreslog vi den anden løsning, som Tilsynet så ikke vil anerkende. - Det skal vi selvfølgelig rette os efter. Vi kan gå til stregen, men ikke over stregen. Lige nu får vi smæk, men jeg fortryder ikke, siger Jørgen Petersen. Og skynder sig at rose de mennesker, der har været med hele vejen. Embedsmænd, erhvervsfolk og politikere med borgmester Erik Sørensen i spidsen. - Alle dem, der råber op nu, hørte vi ikke meget til, da vi stod i vand til halsen der sidst i 90'erne. Men heldigvis havde vi folk som en Jeppe Ørskov og en borgmester, som turde tænke stort. Som turde tage kampen trods strid modvind. Hvor havde vi været i dag, hvis ikke der var nogle, der dengang tænke i udvikling frem for afvikling, spørger Peiter. Gautefall Alpinsenter Det var netop i 1999, idéen om en kunstig skibakke i Flade Bakker blev lanceret. Men selv om det i dag er anderledes gode tider, bør det ikke få os til at læne os tilbage, advarer Peiter. - Det er mens det går godt, vi skal tænke nyt og fortsætte udviklingen. Andre steder i landet, for eksempel i Billund, buldrer de derudaf med nye oplevelses- og aktivitetscentre. Peiter minder om, at ledigheden i metalbranchen i 2003 var på 12 procent. I dag er alle mand i arbejde. Jørgen Peiter & Co. kom med i skiprojektet for tre år siden. Sammen med norske forretningsfolk, der drev Gautefall Alpinsenter i Drangedal, Norge. Problemet var bare, at den norske pengekasse var tom. Banken ville ikke yde mere kredit og de danske investorer tog hurtigt helt over. I dag er der fuld gang i Gautefall, Telemarkens største alpincenter, der også kan fremvise det største internationale biathlonanlæg i Norge, langrendsløjper, kælkebakke og snowboardanlæg. - Det har jeg så fået ud af det hele. Jeg var aldrig kommet med i Gautefall, hvis ikke jeg havde sagt ja til at hjælpe skibakken i Frederikshavn på vej, siger Jørgen Peiter. At ville sine drømme Det sidste lykkedes så ikke. Tidsfristen er overskredet. Kommunen står frit og kan tilbagekøbe skibakken og boligarealerne. Jørgen Peiter hár ellers fået trykt turpas, der kan benyttes såvel i Geilo som i Gautefall og Frederikshavn. Det sidste var en drøm. - Sådan er dét. Jeg bærer ikke nag til nogen. Tavlen er vasket ren. I morgen er jeg klar igen, hvis nogen har en god idé. Livet er at ville sine drømme. At smede sin idé, mens tanken gløder, siger Peiter. Og ser ud som han mener hvert et ord. Han drømmer stadig og taler med samme glød som altid. Fighterhjertet er intakt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...