Jørgen var på pletten, da karneval rullede sig ud

De første forsigtige sambatrin i Aalborg blev smalfilmet fra toppen af en skurvogn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det første karneval var en spraglet affære. Masser af ansigtsmaling og flerfarvede kostumer.

AALBORG:Karneval er en af de meste fotograferede begivenheder i Aalborg. I hvert fald i nyere tid. Helt anderledes var det i 1983, da karneval gjorde sit indtog i byen. Dengang var det noget nyt og meget fremmedartet, som første gang samlede nogle tusinde deltagere. Og kun få havde kameraet med. En af dem var Jørgen Sørensen, som dengang var en ivrig smalfilmsfotograf. Dengang boede Jørgen Sørensen i Vendsysselgade, og på selve karnevalsdagen hægtede han sig på et optog fra øgadekvarteret ind til midtbyen omkring Jomfru Ane Gade, hvor det hele foregik. Filmen viser tydeligt, at både udklædning og tempo har ændret sig meget. Sambatrinene var ganske forsigtige, og folk på høje stylter og masser af knald på ansigtsmalingen fik det til mere at ligne et gøgleroptog end et sambashow, Det var også dengang, at Nytorv var asfalteret og der ikke var nogle restriktioner på biltrafikken ind over byens centrale torv. Optoget bevægede sig igennem Algade, hvor Jørgen Sørensen fra toppen af en skurvogn fik det fulde overblik. Og begivenheden greb ham. Efter de første optagelser tog han hjem og hentede nye film for at følge festen. Da dagen var omme, havde han optaget en halv snes filmruller - hver af fem minutters varighed. Hvilket ikke var helt billigt. Smalfilmsprisen inkluderede nemlig også fremkaldelse i laboratorium. Gemt i klædeskabet Råmaterialet klippede han selv sammen til en lille film på cirka 15 minutters varighed, som han efterfølgende fik lov til at vise for karnevals arrangørgruppe. - De klappede og var helt vilde og ville gerne have optagelsen. Men da jeg forlangte 3000 kroner, var de ikke interesserede. Jeg hørte i hvert fald aldrig fra dem, fortæller Jørgen Sørensen, som i de år også smalfilmede andre lokale begivenheder. For eksempel en stor retssag mod erhvervsmanden Thure Barsøe-Carnfeldt fra Hadsund. Han har også en ung dronning Margrethe på film fra et besøg på Thulebasen i Grønland. Det er dog alt sammen optagelser, der aldrig er nået længere end til bunden af klædeskabet hos den nu 73-årige pensionist med en fortid som bager, murerarbejdsmand og vicevært. Men skulle nogen være interesseret i at overtage karnevalsfilmen, er Jørgen Sørensen til at snakke med. Mod en passende betaling forstås. Interessen for smalfilm er forlængst døet ud. Han har stadig en fremviser, men optageren er solgt. Og i det hele taget har han lagt filmeriet bag sig. - Jeg blev vel gammel, og gnisten kan gå af en lampe, lyder den korte forklaring.