Jørn Utzon æresprofessor

Utzon-år på Aalborg Universitet

AALBORG: Den danske arkitekt Jørn Utzon, verdensberømt bl.a. for Sidney-Operaen og andre bygningsværker i Danmark og ude omkring i Verden er udnævnt til æresprofessor ved Aalborg Universitet (AAU). Det sker netop som han i forbindelse med sin 85-års fødselsdag i dag har modtaget den fornemme arkitekturpris Pritzker Architecture Prize, også kaldt arkitekturens Nobelpris. Med udnævnelsen af Jørn Utzon til adjungeret professor understreges det, at 2003 er et Utzon-år på Aalborg Universitet. Om kort tid åbnes et Utzon Center i forbindelse med universitetet, og i sensommeren, nærmere bestemt 28.-30 august, er AAU vært for et internationalt symposium, som i Jørn Utzons navn vil samle arkitekter og andre interesserede til at diskutere moderne arkitektur. Med udnævnelsen til æresprofessor hædres Utzon som en af det 20. århundredes mest originale arkitekter, og Utzon Centrets leder, Adrian Carter, siger, at Jørn Utzons tilknytning til centret vil have stor betydning, idet hans arbejder bliver en direkte kilde til værdifuld viden og inspiration. Utzon Centret har som formål at indsamle og arkivere Utzons værker, således at de kan bruges ved både forskning og undervisning. Også offentligheden vil få glæde af dem på udstillinger. Ønsket om at grundlægge centret udspringer også af, at Jørn Utzon vil være et godt forbillede for de studerende på Aalborg Universitets uddannelse inden for Arkitektur & Design, hvor syntesen mellem æstetik og teknik prioriteres højt, og hvor byggeprocessen står centralt i arkitektens arbejde, hedder det i meddelelsen fra AAU om udnævnelsen. toby Læs også fødselsdagsomtale 1. sektion side 11