Johanne væltede jazz-telte

Storm swinger jazz-festival på Livø rundt

Lasse Damsgaard
John Sommerlund konstaterer, at øl-hanerne fungerer perfekt på Livø. Privatfoto
10. august 2018 12:07

LIVØ: Stormen Johanne har fredag sat ekstra swing på optakten til weekendens jazz-festival på Limfjordsøen Livø.

Stormen fik således midt formiddag en teltside på det store jazz-telt til at rive sig løs, ligesom adskillige pavilloner på festpladsen lettede og blæste ud i Limfjorden. Samtidig faldt flere tagsten ned fra bygninger på øen.

Ingen mennesker er kommet til skade.

- Vi skar selv nogle af pavillonerne løs for at undgå farlige situationer - og så mistede vi et par køleskabe, da siden blæste ind på det store telt. Teltsiden er sat fast igen og der er allerede kørt nye køleskabe ind, ligesom øl-hanerne - som noget af det vigtigste - kører fuldstændigt upåklageligt, konstaterer John Fenger, som er en af drivkræfterne bag den lille jazz-festival, der indledes i dag.

- Vi sad i morges på et bestyrelsesmøde og snakkede om, at meteorologerne da vist havde skudt lidt over mål, for der var ikke megen vind. Men jeg skal da godt nok love for, at Johanne tog fat senere, siger John Fenger.

Det betød, at strømforsyningen pludselig svigtede på den lille Limfjordsø. Et par træer lagde sig på nogle af el-ledningerne, der ikke er lagt i jorden på øen.

- Det var dog kun kortvarigt, at strømmen var væk. Vi er oppe at køre igen, efter skovløber Martin B. Olsen fik ryddet op, siger John Fenger.

- Jazz-gæsterne tager det med godt mod og nyder en øl oven på hændelserne. Nu kan de høre musikken fra det store Jazz telt som er intakt igen og klar til at modtage flere gæster. De kommer med næste mulige færge og programmet kører som planlagt, siger John Fender, der glæder sig over, at skaderne efter Johannes hærgen trods alt er til at overse - og at ingen kom til skade.

Omkring 300 har meldt deres ankomst til jazz-festivalen. På grund af vejrudsigten ankom de første 100 allerede torsdag.

Færgeselskabet Miniline, der sejler mellem Rønbjerg og Livø, nåede kun en morgentur, hvorefter man besluttede at indstille sejladsen på grund af blæsten.

Ifølge Allan Kofod fra Miniline forventer færgeselskabet at sejle igen i løbet af eftermiddagen fredag, når vinden løjer lidt af.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...