Johannes V. Jensen som billedhugger

Museet i Farsø har fået foræret to buster, som forfatteren har modelleret

Jens Munk-Christensen, formand for Støtteforeningen for Johannes V. Jensen Museet i Farsø, fik overrakt busten af Erland Porsmose, museumsdirektør ved Johannes Larsen Museet. Til stede var også Johannes V. Jensens barnebarn Bera Jensen samt Evald Saarup fra støtteforeningens bestyrelse. Privatfoto

Jens Munk-Christensen, formand for Støtteforeningen for Johannes V. Jensen Museet i Farsø, fik overrakt busten af Erland Porsmose, museumsdirektør ved Johannes Larsen Museet. Til stede var også Johannes V. Jensens barnebarn Bera Jensen samt Evald Saarup fra støtteforeningens bestyrelse. Privatfoto

FARSØ:Johannes V. Jensen Museet i Farsø kan fremover vise flere eksempler på den kendte forfatters evner som billedhugger. Museet har netop fået foræret en bronzebuste, som er skabt af Johannes V. Jensen og som forestiller vennen og maleren Johannes Larsen. Repræsentanter fra bestyrelsesmedlemmerne fra Støtteforeningen for Johannes V. Jensen Museet i Farsø var selv en tur i Kerteminde for at hente busten på Johannes Larsen Museet. Museet her har en tilsvarende afstøbning. Afstøbningerne er skabt på basis af en gipsafstøbning, som tilhørte Johannes V. Jensens barnebarn Bera Jensen. Hun blev træt af at have den stående og forærede den til sin nære veninde Alhed, som er barnebarn af Johannes Larsen. Nogle år senere blev de to veninder enige om at forære busten til Johannes Larsen Museet. Bera Jensen var selv tilstede, da himmerlændingene var i Kerteminde for at modtage bronzebusten. I den forbindelse forærede hun museet i Farsø en gipsafstøbning, som forestiller hende selv som baby, ligeledes modelleret af Johannes V. Jensen. Johannes Larsen Museet i Kerteminde låner i øvrigt her i sommer nogle malerier fra Johannes V. Jensen Museet til særudstillingen ”Du danske Sommer”. Udstillingen, der kan ses frem til 23. september, beskæftiger sig med samarbejdet mellem ”Den fynske skole” og Den jyske bevægelse”, som langt hen ad vejen havde samme opfattelse af tingene. Den fynske skole bestod blandt andet af Johannes Larsen, Fritz Syberg og Peter Hansen, mens ”bondeforfatterne” omkring Limfjorden blandt andet talte Johannes V. Jensen, Thøger Larsen, Jeppe Aakjær og Johannes Skjoldborg. Flere af kunstnerne var private venner.